Disney har tilsyneladende fundet formlen på succes med deres live action-opdateringer af gamle klassikere. Forventningerne til den kommende ‘Løvernes konge’ er i al fald skyhøje. Den første teaser-trailer, der udkom i fredags, er blevet set 224.6 millioner gange i løbet af de første 24 timer – og det er ny rekord i Disney-regi.
Traileren er kun overgået af Marvel Studios’ teaser-trailer til ‘Avengers: Infinity War’, der tiltrak 238 millioner i løbet af sine første 24 timer online. Heldigvis for Disney er Marvel Studios et datterselskab til det verdensomspændende konglomerat, så konkurrencen bliver inden for egne døre.
Den nye udgave af ‘Løvernes konge’ instrueres af Jon Favreau, der tidligere har stået bag de to første ‘Iron Man’-film såvel som Disneys live action/CGI-genindspilning af ‘Junglebogen’. På rollelisten ses blandt andre Donald Glover som Simba, Beyoncé som Nala og Chiwetel Ejiofor som Scar foruden James Earl Jones, der gentager sin rolle som Mufasa fra originalen.
‘Løvernes konge’ følger i fodsporen på live action-udgaven af ‘Skønheden og udyret’ fra sidste år, der indtjente 1,2 milliarder dollars på verdensplan. Inden for de næste år kan vi desuden se frem til en live action-udgaver af ‘Dumbo‘, ‘Aladdin’, ‘Lady og vagabonden’ og ‘Mulan’.
Læs også: Lighederne mellem den nye og gamle ‘Løvernes konge’ er slående