Tirsdag aften kom folk dryssende ind i det allerede fyldte lokale, hvor Marijana Jankovic’ debutperle af en kortfilm, ‘Maja’, netop var begyndt at rulle over skærmen i INPUT-rummet, der præsenteres af Soundvenue og NESCAFÉ og byder på gratis talks og events over to uger i Skydebanevej 1 på Vesterbro.
På lærredet møder vi den lille hovedperson med titelnavnet (spillet af en fænomenal Selena Marsenic) i bilen på vej til børnehave. På forsædet sidder hendes far og mor spillet af Dejan Cukic og Marijana Jankovic selv. »Du får en god dag i dag« siger faren opmuntrende på serbisk til Maja, der modvilligt lader sig aflevere i børnehaven hos den rare pædagog Erling (Jesper Christensen).
Blandt filmens tilskuere sad en anderledes spændt Selena Marsenic på skødet af filminstruktøren. Det var første gang, hun så filmen, hvor hun yder en intet mindre end fremragende præstation i rollen som den forsagte Maja, hvis indadvendthed ikke er svær at forstå, når hendes danske ordforråd hovedsageligt består af »briller«, »taburet« og »jeg vil hjem«.
Bifaldet var da også stort og sikkert overvældende for en seksårig pige, da Selena Marsenic efter filmens afslutning blev introduceret for publikum. Hun er stjernen i historien om Maja, der i virkeligheden er historien om Marijana Jankovic. Instruktøren har dedikeret filmen til sine forældre, som rejste med hende fra Montenegro til Danmark i 1989, da hun selv var seks år gammel.
»Jeg kender den her historie så godt. Jeg kan huske det hele. Det er svært, når man ikke har et sprog, og børn kan virkelig være onde«, fortalte Jankovic på scenen i samtale med Soundvenues filmskribent og moderator Lise Ulrich.
Instruktøren, som de fleste nok kender bedre som skuespiller i ’Ækte vare’, ’Lang historie kort’, ’Qeda’ og ’Norskov’, fik smilet frem på læberne blandt publikum, da hun fortalte om mødet med det regelfyldte Danmark, hvor man spiser klokken seks og går i seng klokken ni i et særligt sæt nattøj. Og da hun fortalte om sin, ifølge produceren Daniel Mühlendorph, overdrevent skråsikre tro på en Oscar-triumf:
»Filmen er sendt afsted (til Oscar-juryen, red.), folk ser den, og der bliver stemt. Jeg er klar til at hive en statuette med hjem, men min producer siger, jeg lige skal slappe af. Er det ikke rigtigt, Danny? Nå, han er gået. Han synes, jeg er pinlig«, griner Jankovic.
Vores filmredaktør tilsluttede sig dog Jankovic’ Oscar-entusiasme, da han i september skrev, at ‘Maja’ afgjort kvalificerer sig til ikke bare en nominering, men en sejr. Og det er særligt twistet 17 minutter inde i filmen, der får den til at flyve, eller som Jankovic med et glimt i øjet slog fast under interviewet i INPUT-rummet: »Uden det twist har den her historie jo ikke så meget i sig«.
Hun fortalte også, at hun er blevet meget overrasket over de ting, folk har fortalt, de forventede skulle ske, efter filmen tager sin drejning. Og da talken er slut, og Marijana Jankovic bliver klappet af scenen, er det da også dét, folk snakker om, imens de trækker i overtøjet i garderoben:
»Hvad troede I?« spørger en kvinde sine veninder.
»Jamen jeg tænkte, de skulle røve stedet eller måske sove der. En fantastisk historie. Så skammer man sig lidt, når man tænker sådan nogle ting«.
Frem til den 30. november kan du komme forbi INPUT-rummet, hvor Soundvenue i samarbejde med NESCAFÉ Azera afholder en række lignende gratis events med blandt andre Roland Møller & Alex Høgh Andersen, Suspekt, holdet bag DR3-serien ‘Doggystyle’ og komikerduoen bag serien ’29’.
Se det fulde INPUT-program HER og tilmeld dig på Facebook HER.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag