ANBEFALING. Jeg skal nok lade være med at afsløre twistet i Marijana Jankovic’ første film som instruktør, ’Maja’.
Men der er et twist: Eller i hvert fald en sandhed, der lægges for dagen efter 17 minutter, og når det sker, er det svært ikke at få en klump i halsen. Samtlige scener, der er gået forud, præsenterer sig selv i et nyt lys, og man sidder tilbage med en anden forståelse af seksårige Maja og hendes udenlandske forældre, end da vi først møder dem.
Dette første møde sker i form af et minut langt take, hvor forældrene (Dejan Cukic og Marijana Jankovic selv) sidder i en bil med et kors i forruden og en lille pige på bagsædet. De taler med hinanden på serbisk. Faren følger pigen, Maja, ind i børnehaven, hun er modvillig, men far er nødt til at gå på arbejde med mor, forklarer han. Hun bliver taget imod af den rare pædagog Erling (Jesper Christensen), som lover, at de nok skal passe godt på pigen.
Men det er ikke nemt at gå i børnehave, når det eneste ord, man kan på dansk, er »briller«, men husker det som »bil« – og slet ikke når man har mere travlt med sin egen uransagelige dagsorden end med de fælles aktiviteter med de andre børn.
Den 20 minutter korte film udspiller sig over én dag, men den indkapsler et lille liv. Og det liv er Marijana Jankovic’ eget.
’Maja’ er nemlig nært selvbiografisk, hvilket allerede kan fornemmes i filmens dedikation, »Til mine forældre«. Jankovic kom til Danmark fra Montenegro som seksårig i 1989, og oplevelserne i børnehaven og med hendes forældre, der kom til landet som gæstearbejdere, er altså hendes egne, som hun husker dem, og som forældrene siden har verificeret.
Man mærker, at filmen er et passionsprojekt, men heldigvis mærker man det ikke for meget. Det er en bevægende film, der undlader de sentimentale effekter og lader historien gøre arbejdet. Den naturalistiske skildring af et barns møde med en fremmed verden står i forgrunden gennem levende, troværdige scener mellem især Maja og hendes far og Maja og Erling. Resultatet er en præcis skildring af et barns loyalitet, der løfter fortællingen til mere end én kvindes historie. Det er historien om mange børn, der skal falde til i et helt nyt land.
Marijana Jankovic er først og fremmest skuespiller kendt fra blandt andet ’Ækte vare’, ’Lang historie kort’, ’Qeda’ og ’Norskov’ – og hyperaktuel med biroller i så prominente titler som Lars von Triers ’The House That Jack Built’ og ’Ditte og Louise’. Man fornemmer, at hun har draget fin fordel af sine naturlige kontakter i filmmiljøet med sin debut som instruktør. Jesper Christensen og Dejan Cukic, der i øvrigt kommer fra samme landsby i Montenegro som Jankovic, indvilligede i at arbejde for lud og koldt vand, fordi de blev berørt af manuskriptet, og bag kameraet står von Triers faste fotograf Manuel Claro, som kender Jankovic fra flere film gennem årene. Manuskriptet har Jankovic selv skrevet, med hjælp til finpudsningen fra Fenar Ahmads manuskriptpartner på ’Underverden’ og den kommende ’Valhalla’, Adam August.
Bestræbelserne har allerede båret frugt. ’Maja’ er allerede blevet nomineret til en Robert, og nok så væsentligt vandt den prisen for bedste danske kortfilm på Odense International Film Festival. Det betyder, at den automatisk er kvalificeret til at blive indstillet i Oscar-kategorien for bedste kortfilm, hvor dansk film i mange år har fejret triumfer – senest med ’Helium’, der vandt prisen i 2014, og som Marijana Jankovic i øvrigt spillede med i.
Folkene bag ’Maja’ med den unge lovende producer Daniel Mühlendorph i spidsen har da også i sinde at spille chancen og sende filmen afsted til nomineringsudvalget. Dens chancer er svære at spå om, men dømt på de forrige års nominerede og vindere har ’Maja’ så afgjort kvaliteten til at blande sig i topstriden.
Med sin personlige historie, barnets ufiltrerede perspektiv og sine lysende klare tematikker om kulturkløfter og indvandring, som den behandler på en kærlig, men ikke naiv måde, kan den meget vel spille godt op mod Oscar-akademiets præferencer. ’Maja’ er letforståelig uden at være simpel – følsom uden at være rørstrømsk. Med sin rent destillerede historiefortælling repræsenterer den netop det, kortfilmformatet kan, når det er bedst.
Så uden at have set konkurrenterne vil jeg gerne gå linen ud og erklære, at ’Maja’ bør nomineres til en Oscar. Nej, stryg det og læg lidt fædrelandskærlighed oven i hatten: Den skal vinde.
Læs også: De 10 mest hypede film fra Toronto Film Festival