Den amerikanske filmfestival Sundance er en af verdens mest prestigefyldte. Og endnu engang er der danske film på programmet, når festivalen løber af stablen til januar: May el-Toukhys ‘Dronningen’ med Trine Dyrholm og Mads Brüggers ‘Cold Case Hammarskjold’.
‘Dronningen’ skal konkurrere i World Cinema Dramatic Competition, der fokuserer på internationale talenter. Sidste år dystede både Gustav Möllers ‘Den skyldige’ og Isabella Eklöfs ‘Holiday’ i samme kategori.
Filmen handler om den succesfulde advokat Anne (Dyrholm) der lever et forbilledligt liv med sin mand Peter og deres to fælles døtre. Men Anne sætter det hele over styr, da hun forfører sin blot 17-årige stedsøn Gustav (Gustav Lindh). May el-Toukhy har før instrueret dramedyen ‘Lang historie kort’ fra 2015, der vandt skuespilpriser til både Bodil- og Robert-uddelingen.
Brüggers ‘Cold Case Hammarskjöld’ skal dyste i kategorien World Cinema Documentary Competition. Brügger har før deltaget i konkurrencen med ‘Det røde kapel’ i 2010, der vandt konkurrencens hovedpris, og ‘Ambassadøren’ i 2012.
‘Cold Case Hammarskjöld’ undersøger de bizarre omstændigheder, der stadig omgærder FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død i 1961. Brügger rejser sammen med den svenske efterforsker Göran Björkdahl til det sted i Afrika, hvor Hammarskjölds mistede livet i et mystisk flystyrt. Efterforskningen, der bringer dem igennem Zambia, Congo og Sydafrika, stifter bekendtskab med ondskab og grusomhed.
Brügger, der senest var aktuel med fiktionsfilmen ‘Sankt Bernhard Syndikatet’, har arbejdet på sin nye dokumentar i hele seks år.
Læs også: Jesper & Julie spidder deres generation i samtale med Mathias Helt i INPUT i aften