YouTube opruster hastigt i kampen om streamingseernes gunst, og har netop lanceret sin første store sci-fi-serie, ‘Origin’, instrueret af ‘Resident Evil’ og ‘Event Horizon’s Paul W.S. Anderson.
‘Origin’ er et kuriøst miks af ‘Blade Runner’s futuristiske metropolunivers og førnævnte ‘Event Horizon’s mareridtstemning, og følger som udgangspunkt en gruppe passagerer, der vågner op på et forladt rumskib langt ude i rummet. Alle har en skummel fortid, og drømmer om at starte på en frisk på en koloniseret planet. Men i takt med at paranoiaen breder sig på skibet, går det op for gruppen, at noget ondt lurer i deres midte.
Hovedrollen spilles af ‘Harry Potter’s Tom Felton (Draco Malfoy), mens danske David Sakurai – der spøjst nok netop nu er biografaktuel i ‘Harry Potter’-spin-off’en ‘Fantastic Beats 2’ – dukker op som hårdkogt gangster.
Se ovenstående klip med Sakurai, og find hele serien på YouTube, hvor de to første episoder er tilgængelige gratis. Herefter skal man købe en Premium-medlemsskab for at se resten.
Læs også: Mød holdet bag DR3’s ’Doggystyle’ i INPUT-rummet – og få dine egne spørgsmål stillet på scenen
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag