Da vi sidst interviewede 39-årige David Sakurai i 2017, havde han landet en rolle i Marvel’s ’Iron Fist’ på Netflix. En big deal for eksponeringen af skuespilleren og actiontalentet, hvis martial arts-evner blev udnyttet til fulde i den ene episode, han medvirkede i.
Dengang pendlede Sakurai stadig mellem Købehavn og Hollywood, men hvor de danske projekter stædigt udeblev, voksede interessen støt i udlandet, indtil det ikke længere gav mening ikke at skifte internationalt postnummer.
»For at kunne smede, mens jernet er varmt, kræver det, at jeg er herovre på fuld tid. Det er ikke for at ligge under et palmetræ«, griner Sakurai, da vi taler med ham forud for premieren på ’Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Crimes of Grindelwald’, hvori han spiller Krall, en dyster håndlanger til Johnny Depps endnu mere dystre troldmandsskurk Grindelwald. Filmen er en personlig sejr på flere planer – og der er flere projekter på vej.
Hvordan landede du rollen i ’Fantastic Beasts 2’?
»’Iron Fist’ satte uden tvivl gang i nogle ting herover, fordi det var Marvel. Selvom jeg kun var med i én episode, gjorde det, at folk fik øje på mig. Siden da er de forskellige projekter kommet ind løbende, men ’Fantastic Beasts’-castingen kom faktisk inden, igennem mit agency Team Players i Danmark. Den var omgivet af stort hemmelighedskræmmeri og gik under et kodenavn, men da jeg så, at det var David Yates, der instruerede, kunne jeg godt gætte mig til, hvilken film der var tale om. Han er jo blevet hyret til ’Fantastic Beasts’-filmene i mange år frem.
Som jeg efterhånden har oplevet et par gange før, lavede jeg her en casting på en anden rolle end den, jeg endte med at spille. Efter et par omgange ringede min agent og fortalte, at David syntes, at jeg var pissefed, men at karakteren, jeg havde læst til, ikke længere var en del af manuskriptet. Til gengæld havde de fundet en anden rolle til mig, og så aflagde jeg en Skype-prøve på karakteren over for David Yates selv. Han er sådan en fantastisk instruktør og et rart menneske, der bringer alting helt ned på jorden. Under castingen sagde han: ‘Look mate, just pretend it’s a political drama’«.
Hvad var dit forhold til ’Harry Potter’-universet forinden?
»’Harry Potter’ har jo været en kæmpe del af popkulturen, men ikke så meget for min generation. Der er det ’Star Wars’, der er den hellige gral. ’Harry Potter’ var noget, jeg så med min familie. Jeg har altid syntes, at det var et fascinerende univers, men det var, da den første ’Fantastic Beasts’ kom ud, at det virkelig gik op for mig, hvor bredt fænomenet stadig rammer. Fordi hele ’Harry Potter’-franchisen har så enormt og loyalt et publikum, er det at være en lille brik i den verden et stort ansvar. Og den her film forbinder virkelig historierne«.
Hvordan var det at træde ind på settet af en vor tids største filmfranchises?
»Det var utroligt at blive introduceret til crewet, der har arbejdet sammen på den første ’Fantastic Beasts’ såvel som flere af de sidste ’Harry Potter’-film. De er som en stor familie, og når man træder ind i Craig Stewarts produktionsdesign, er man bare i the wizarding world. Som man kan fornemme, når man ser ’Harry Potter’-filmene, er alt tilrettelagt ned til de allermindste detaljer. Der er en historie bag hvert et kostume, og hvis der ligger et stykke krøllet papir i et hjørne, kan man være sikker på, at der er skrevet noget specielt på det.
Det er dybt imponerende – og derfor ’Star Wars’, ’The Lord of the Rings’ og ’Harry Potter’-filmene er, hvad de er: Der bliver brugt virkelig, virkelig lang tid på at forfine universerne. Man føler sig særligt udvalgt, når man får lov til at være med. Jeg fik også mulighed for at møde J.K. Rowling og stille hende spørgsmål til historien. Hun har den dejligste energi, og hendes kærlighed til materialet stråler ud af hende.
På den første optagedag med os, der spiller Grindelwalds følgere, kom der lige pludselig to meget bestemte herrer over med to låste kufferter. Indeni lå vores tryllestave – og så føltes det for alvor helt rigtigt. Det var som en lille ceremoni. Da optagelserne sluttede kom mændene med kufferterne igen og hentede tryllestavene, og jeg tænkte »Damn!«. Den ville man da ellers gerne have haft med sig«.
Og så må vi til det: Hvordan var det at spille sammen med Johnny Depp?
»Johnny er super cool. Han er meget givende og har en tilgang til arbejdet, der er enormt behagelig. Nogle gange satte han sig og spillede lidt guitar imellem optagelserne, og han fortalte mig, at han syntes, at det havde været en super god oplevelse at spille i Tivoli i København – »Kopenhagen« – i sommer, fordi publikummet havde været så fedt.
Min karakter Krall er en af Grindelwalds følgere, så de fleste af mine scener er jo med og omkring Johnny. Han har altid været en af mine største inspirationskilder – på mit teenageværelse havde jeg plakater med Bruce Lee på den ene væg og Edward Saksehånd på den anden. Man kunne fornemme, at hele settet ændrede sig lidt, når Johnny trådte ind ad døren. Han bringer virkelig karisma til en produktion og skabte meget hurtigt nogle trygge rammer, fordi, som han sagde, »nu leger vi med det«.
Det er altid lidt farligt at møde sine idoler, men Johnny levede op til alle forventninger. Og i forhold til, hvor mange år han har været i branchen, er det forfriskende at opleve, hvor meget han stadig brænder for det«.
Tidligere i år gav Johnny Depp et par notoriske interviews i Rolling Stone og GQ – mærkede I noget til mediestormen omkring ham?
»Overhovedet ikke. Jeg arbejdede sammen med en skuespiller, der var enormt inspirerende og professionel på settet«.
Hvad med debatten omkring castingen af den asiatiske skuespillerinde Claudia Kim som slangen Nagini – har du fulgt den?
»Nej, og jeg kan heller ikke se, at det giver nogen mening at spille racekortet. Tværtimod giver det giver rigtigt god mening, at det er hende, der spiller den rolle, og hun er fantastisk i den. For mit eget vedkommende har det også været et af de mest forfriskende projekter at blive castet til og et af de første, hvor race ikke har haft noget med sagen at gøre«.
Hvad kommer vi til at se dig i efter ’Fantastic Beasts 2’?
»Jeg har skudt Paul W.S. Anderson og Youtubes nye sci-fi-serie ’Origin’ i Sydafrika. Jeg gik til casting på en af hovedrollerne, som jeg ikke fik – men så fandt producerne på den her nye rolle, hvor jeg spiller jeg en japansk gangster. Lige nu er jeg i fuld gang med fjerde sæson af Amazon’s ’The Man in the High Castle’, som jeg selv har set fra day one, fordi jeg synes, at den har en vildt spændende præmis. Jeg spiller en gennemgående rolle som Colonel Seito, en højt dekoreret krigsveteran – og det er faktisk endnu en karakter, der blev skrevet til mig, fordi den oprindelige rolle blev strøget! Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mit arbejde.
Jeg har altid drømt om at lave noget på dansk, men muligheden har ikke vist sig endnu. Så jeg holder øjnene på bolden herovre. Filmen ’Crazy Rich Asians’ (med et rent asiatisk cast, red.) har åbnet nogle døre, fordi den har haft så meget momentum i USA. Den har gjort, at der er mere fokus på asiatiske skuespillere, og forhåbentlig at vi på sigt kommer i betragtning til nogle andre slags roller – som romantiske komedier og generelt mere tredimensionelle karakterer«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Fantastiske skabninger 2’
Læs også: Før ny ’Fantastiske skabninger’-film: Back off fra J.K. Rowling, fans!