’Fantastiske skabninger – Grindelwalds forbrydelser’: Harry Potter-universet smøres helt tyndt ud

Fem film alligevel, J.K. Rowling?

Allerede her i anden omgang af Harry Potter-prequel-serien ‘Fantastiske skabninger’ aner man kalkulen i at smøre plottet så tyndt ud som muligt med maksimal profit som endemål. Med forhistorien om bæst-hviskeren Newt Scamander, teaterstykket ‘Harry Potter og det forbandede barn’ og sin insisteren på ikke at lade bøgerne tale for sig selv, men konstant afsløre detaljer om ‘Harry Potter’-universet – Dumbledore er homoseksuel! Harry, Ron og Hermione får alle jobs i Ministeriet for Magi! Hogwarts er gratis! – virker Rowling til at have det som sit livsmål at holde gang i franchisen.

Man kan jo i Harry Potter’sk ånd vælge at tro på det gode i forfatteren og sige, at hun bare elsker sine karakterer og gerne vil give mere til sine fans. Men nogen i produktionsapparatet er altså lidt for smarte til at udnytte den geniale bogserie til at skabe en tilsyneladende uendelig pengemaskine.

‘Fantastiske skabninger og hvor man finder dem’ etablerede universet og de nye karakterer i 1920’erne, og uden at være fantastisk i sig selv demonstrerede den seriens potentiale. Det fantastiske udebliver dog her i ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’, der uddyber universet, men træder plotmæssigt vande med et kaotisk hav af sideplots og kampscener som fyld. Dog på så forførende flot vis, at man ikke tænker over det tynde handlingsforløb undervejs.

Sidste film sluttede med, at den mørke troldmand Gellert Grindelwald (Johnny Depp) blev taget til fange i New York af MaKUSA, den amerikanske magiske kongres. Et halvt år efter har nogen fået den vanvittigt dårlige idé at overflytte verdens mest magtfulde onde troldmand til Europa, og der går selvfølgelig kun to minutter, før Grindelwald er flygtet. Han slår sig diskret ned i Paris, hvor han samler følgere til sin hemmelige plan om at gøre fuldblodstroldmænd til herskere over ikke-magiske mennesker.

Albus Dumbledore (Jude Law), der på det tidspunkt er underviser i Forsvar mod Mørkets Kræfter på Hogwarts, beder vor blide hovedperson Newt Scamander (Eddie Redmayne) om at tage til Paris for at finde den unge Obscural Credence (Ezra Miller), som først lige har fået kendskab til sine magiske evner og nu leder efter sin biologiske mor. Af flere grunde vil Grindelwald have fingre i ham, og det skal stoppes.

Dumbledore – altid god til at få andre til at kæmpe sine kampe – kan ikke selv gå op imod Grindelwald, da han har haft et tæt bånd til ham som ung. Tættere end brødre, som han siger. Dén historie, som ‘Harry Potter og dødsregalierne’ fortæller brudstykker af, ville jeg gerne have set.

I stedet følger vi Newt i Paris, hvor han får følgeskab af sit crew fra den første film, auroren Tina (Katherine Waterstone), hendes tankelæsende søster Queenie (Alison Sudol) og hendes No-Maj-kæreste Jacob (Dan Fogler), der mest er med for komisk effekt. Newts auror-bror Theseus (Callum Turner) og hans forlovede Leta Lestrange (Zoë Kravitz) spiller også en rolle i kampen mod Grindelwald. Flashback-scener, der viser Newt og Leta som klassekammerater på Hogwarts, er filmens mest følelsesmæssigt engagerende.

Måske fordi serien ikke for alvor har formået at få os til at føle for de nye karakterer og univers, kan jeg af nostalgiske årsager bedst lide filmen, når den bygger på velkendte elementer fra Potter-universet – som Hogwarts eller scenerne med Dumbledore. Jude Law er som en ung Dumbledore filmens højdepunkt. Han har den helt rette blanding af varme, intelligens, ro, gådefuldhed og glimt i øjet. Jeg ville gerne se en hel film bare med ham.

Manuskriptforfatter J.K. Rowling og instruktør David Yates har mindre succes med at introducere Nagini (Claudia Kim), der bærer en blodforbandelse, som forvandler hende til en slange, og som Credence møder i et cirkus. Potter-fans vil vide, at hun bliver Voldemorts dødbringende kæleslange og horcrux, og den historie vil jeg også meget gerne se! Men i denne omgang får hun ikke lov til andet end at følge Credence rundt og passivt iagttage begivenhedernes gang.

Eddie Redmayne gør det udmærket som nuttet-distræt magizoolog, der erklærer sin kærlighed til Tina ved at fortælle, at hendes øjne ligner en salamanders. Jeg bliver dog lidt træt af hans skrålagte hoved og hårlok i panden, og vi må endnu tage Dumbledores ord på, at han er en stærk troldmand.

Johnny Depp, bleg og gusten med hvidt hår, overspiller for en gangs skyld ikke. Til gengæld udstråler han heller ikke den karisma, man forventer fra en krigsstartende folkeforfører.

Med sine mange kampscener, løbske bæster og eksplosioner er filmen nærmest en actionfilm. Der er for meget tryllestavs-tjubang til min smag, selvom det er flot lavet. Visuelt er filmen dog en sand fornøjelse, fra Newts pudsige magiske skabninger til det tågebankede Paris og London anno 1927.

Rowling har stadig tre film at forløse filmserien på, og jeg glæder mig trods alt allerede til den næste. Der er noget særligt ved at gå ind i Rowlings magiske univers, og jeg har stadig nok tillid til Rowlings fantasi og fortællerevner til at tro på, at hun har flere fantastiske kort i ærmet.

---

Kort sagt:
J.K. Rowling går i tomgang i anden del af historien om Newt Scamander og kampen mod den onde troldmand Grindelwald, men filmen er fabelagtig flot at se på, og især de gamle karakterer fra ‘Harry Potter’ frembringer nostalgisk glæde og momentvise nye nuancer til universet.

Læs også: Danske David Sakurai er skurk i ‘Fantastiske skabninger 2’ – »det er et stort ansvar at være en lille brik i Harry Potter-universet

Læs også: Back off fra J.K. Rowling, fans!