2018 har været et aldeles fremragende filmår. Faktisk så godt, at der ikke engang var plads til glimrende film som Oscar-vinderen ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og Cannes-favoritten ‘Cold War’ på vores top 20 over årets bedste.
Men der var naturligvis også film, som i den grad skrabede bunden. Det amerikanske website Metacritic, der samler internationale anmeldelser og udregner en films anmelderscore fra 1 til 100, har traditionen tro offentliggjort deres liste over årets dårligst anmeldte film.
Her finder man makværker som den eklatante Melissa McCarthy-brøler ‘Happytime Murders‘ (Metascore 27) såvel som den alt for ihærdige tåreperser ‘Life Itself‘ (Metascore 21). Men der er også film, som har floppet så grumt, at de (heldigvis) aldrig nåede de danske biografer. Det gælder blandt andet John Travoltas gangsterportræt ‘Gotti’ (Metascore 24), men i særdeleshed dokudramaet ‘Death of a Nation’ af den indiske filmskaber Dinesh D’Souza, der er blevet beskrevet som en art højreorienteret Michael Moore – blot uden det mindste kendskab til filmkunst.
‘Death of a Nation’ indikerer gennem en sammenligning af det politiske klima omkring Trumps præsidentindsættelse og klimaet omkring Abraham Lincolns, at Demokraterne har ligheder med fascist regimer rundt omkring i verden. Filmen er ikke bare årets dårligst anmeldte, men den dårligst anmeldte i hele Metacritics historie. Ud af de 11.819 film, der har fået en Metascore, rammer ‘Death of a Nation’ bunden med en score på sølle 1 ud af 100.
Se den fulde liste her:
1. ‘Death of a Nation’ (Metascore: 1)
2. ‘London Fields’ (Metascore: 16)
3. ‘The Vanishing of Sidney Hall’ (Metascore: 18)
4. ‘Reprisal’ (Metascore: 19)
5. ‘Life Itself’ (Metascore: 21)
6. ‘The Clapper’ (Metascore: 21)
7. ‘211’ (Metascore: 21)
8. ‘Dark Crimes’ (Metascore: 21)
9. ‘Gotti’ (Metascore: 24)
10. ‘Stratton’ (Metascore: 26)
11. ‘Hell Fest’ (Metascore: 26)
12. ‘Terminal’ (Metascore: 27)
13. ‘The Happytime Murders’ (Metascore: 27)
14. ‘Winchester’ (Metascore: 28)
15. ‘Peppermint’ (Metascore: 29)
Læs også: De bedste film i 2018 – rangeret