’The Happytime Murders’: Kopatteporno og Melissa McCarthy kan ikke redde omstridt voksendukkefilm
Da skaberne bag Muppet-showet ’Sesame Street’ i foråret sagsøgte ’The Happytime Murders’ for at bruge taglinen »No sesame, all street«, bundede det i en bekymring for, om publikum ville forbinde den nye R-ratede dukkekomedie med Sesames populære og børnevenlige brand.
Man forstår godt bekymringen. Ikke så meget – som søgsmålet egentlig gik på – fordi filmen er fyldt med forbudt-for-børn-elementer som bandeord, voldelige nedpløkninger af Muppet-hoveder og et enkelt frit-udsyn-til-kussen-forhørsøjeblik a la ’Basic Instincts’.
Nej, det ville snarere være ærgerligt at forveksle Brian Hensons dukkefilm med det gamle charmerende dukkeprogram, slet og ret fordi ’The Happytime Murders’ er en kedelig, ligegyldig og uoriginal film, der hverken når ’Sesame Street’ eller andre senere dukkepåfund til sokkeholderne.
Komediens handling udspiller sig i et alternativt Los Angeles, hvor dukker behandles som andenrangsborgere af deres kødelige medmennesker. Her møder vi privatdetektiven og eks-politidukken Phil, som tvinges til at samarbejde med sin tidligere menneskemakker Connie (Melissa McCarthy) i en drabssag, der involverer hele dukkecastet på en populær 90’er-serie ved navn ’The Happytime Gang’.
På papiret lignede det sikkert en okay idé at opbygge et komisk film noir-agtigt univers, hvor racismen adskiller dukker fra mennesker. Det kunne det måske også have været, hvis man havde skruet en del ned for noir-klichéerne og brugt racismen til andet og mere end en dårlig undskyldning for at fremstille alle dukker som kedelige, stereotype slumhoveder.
Skaberne misser fuldstændig muligheden for at skabe reel satire, fordi den kreative energi udtømmes i forsøg på at proppe så mange klichéer og floskler som muligt ind i de dunholdige dukkehoveder.
Konsekvensen er, at de alle sammen er både usjove og uinteressante. Det gælder ikke mindst vores hoveddukke Phil, hvis irriterende tilbøjelighed til kun at tale i fortærskede noir-floskler dræner hans mulighed for at udvikle sig til komisk helt eller førsteelsker.
Så står det trods alt lidt bedre til med Connie-figuren, der dog lidt for meget ligner en genbrugt Melissa McCarthy-model til for alvor at gøre hverken fra eller til. Ikke mindst fordi hun i stedet for tidligere modspillere som Kristen Wiig og Kate McKinnon denne gang er nødsaget til at arbejde over for en blå dukke, der hele tiden siger ting som »They broke the mold when they made you« og «you’re alright, kid«.
Sjovt bliver det i hvert fald aldrig. Og det hjælper ikke ligefrem, at der en gang imellem skrues helt op for plathedsfaktoren med kopatteporno og serpentin-orgasmer. Det er imidlertid også ekstra uheldigt for ’The Happytime Murders’, at den kommer i kølvandet på en række både vildere og sjovere Muppet-inspirerede voksenuniverser.
Tænk bare på Broadway-musicalen ’Avenue Q’, som både overraskede og begejstrede det brede publikum med dukkehits som ’The Internet is for Porn’ og ’Everyone’s a Little Bit Racist’. Eller hvad med Peter Jacksons kultfilm ’Meet the Feebles’, der fremtegner så klamt og mareridtsagtigt et Muppet-univers, at ’The Happytime Murders’ til sammenligning ligner morgen-tv for spædbørn.
»Du har aldrig set dukker opføre sig på denne måde før«, står der kæphøjt i pressematerialet, men det er altså simpelthen forkert. Medmindre man dermed mener, at jeg aldrig før har set hånddukker opføre sig så urimeligt umorsomt.
I så fald er formuleringen spot on.
Kort sagt:
’The Happytime Murders’ er en usjov og uoriginal voksendukkefilm, der forspilder chancen for at bruge en god præmis til noget som helst fornuftigt. Komediens mange stereotyper og floskler dræner fortællingen, der blegner fuldstændig i forhold til lignende dukkekomedier.
Læs også: Melissa McCarthy kører sig i Oscar-stilling for sin mest seriøse rolle i karrieren