Selvom Tom Cruise efterhånden atter er mest kendt for sine store roller i film som ‘Mission: Impossible’, så dukker der stadig historier op om hans langvarige engagement i Scientology.
Et af de mest vedholdende rygter om Cruise har været, at han aflagde audition for at finde en kæreste, som Katie Holmes så ‘vandt’, inden de blev gift i 2006.
Nu fortæller Valerie Haney, et afhoppet medlem fra Scientologys inderste kredse, i et interview med bloggen The Underground Bunker, at en sådan audition fandt sted. Det var efter sigende Shelly Miscavige, Scientology-formand David Miscaviges kone, der stod for afviklingen.
»[Shelly] syntes, det var åndssvagt«, fortæller Haney. »Hun gjorde bare, som David bad hende om. Men det skete absolut«.
Shelly Miscavige er ikke blevet set i offentligheden siden 2007.
Haney fortæller også, at Cruise og David Miscavige »tilbeder hinanden«. De to anses generelt som de mest magtfulde medlemmer af Scientology.
Senere på ugen optræder Haney i serien ‘Leah Remini: Scientology and the Aftermath’. Serien, der har kørt siden 2016, er ‘Kongen af Queens’-stjernen, og tidligere Scientology-medlem, Leah Reminis forsøg på at grave sandheden om Scientology frem.
Scientology har svaret ved at udsende en video, hvor de anklager Haney for at være en betalt løgner.
Læs også: Nicole Kidmans ægteskab med Tom Cruise beskyttede hende fra sexchikane