(Opdatering 15.22: Oscar-akademiet har nu meldt ud, at sidste års skuespillervindere alligevel til uddele priserne ved dette års show)
Det er en tradition i Oscar-land, at vinderen af hver skuespilkategori kommer tilbage til uddelingen året efter for at overrække prisen til de nye skuespillervindere. Men den tradition lader til at være ude af spil i år, hvilket Allison Janney, der sidste år vandt prisen for bedste kvindelige birolle i ‘I, Tonya’, er særdeles skuffet over.
»Det ser ud til, at de ikke kommer til at ære traditionen dette år«, skriver Janney ifølge Vanity Fair på Instagram. »Det knuser mit hjerte«. Opslaget på Instagram er nu slettet.
Udover Allison Janney tæller sidste års vindere, der altså ikke kan se frem til et gensyn med Oscar-scenen i år, Gary Oldman (bedste mandlige hovedrolle i ‘The Darkest Hour’), Sam Rockwell (bedste mandlige birolle i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’) og Frances McDormand (bedste kvindelige hovedrolle i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’).
I stedet satser folkene bag verdens største filmbegivenhed på at invitere de helt store stjerner til at præsentere priserne, og tidligere på ugen blev navne som Chris Evans, Daniel Craig og Jennifer Lopez afsløret.
I løbet af de næste par uger vil der blive annonceret flere navne, så Allison Janney og resten af de tidligere vindere har stadig en lille mulighed for at blive lukket ind i varmen.
Oscar-uddelingen afholdes søndag den 24. februar og kan ses live på TV 2.
Læs også: Denne Oscar-årgang er et freak year – men to favoritter åbenbarer sig
Læs også: Så er det helt sikkert: Oscar-showet må klare sig uden vært i år