Det var en tydeligt overrasket og berørt Olivia Colman, der trådte op på Dolby Theatres scene for at holde sin takketale til årets Oscar-show.
Skuespilleren vandt den eftertragtede Oscar-statuette for sin hovedrolle som dronning i Yorgos Lanthimos’ ‘The Favourite’. Alle havde ellers spået, at Glenn Close – med syv Oscar-nomineringer og stadig nul statuetter i bagagen fra sin lange skuespillerkarriere – endelig ville hive sejren hjem for sin rolle i ‘The Wife’.
Og det så Colman også selv ud til at have regnet med, for da hun trådte op på scenen, var det med store, tårevædede øjne og en tydeligt improviseret – men højst charmerende – tale.
»Det er virkelig ganske stressende«, udbrød hun rørt. »Det er morsomt. Jeg har fået en Oscar«.
Colman fik tid til at takke sine medskuespillerinder fra det kongelige drama Emma Stone og Rachel Weisz, forbilledet Glenn Close og ikke mindst sine børn, som hun håbede på sad og så med derhjemme. For »det her kommer ikke til at ske igen«, sagde hun og lavede i øvrigt truttepruttemund direkte fra Oscar-scenen – det er kun en brite af Colmans støbning, der kan finde på at gøre det og tilmed slipper afsted med det.
Læs også: Oscar-showet overrasker i de helt store kategorier – se vinderlisten
Læs også: Så er det bekræftet – Oscar-showet er i sit livs krise (ANMELDELSE)
Læs også: Med sejren til ‘Green Book’ lander Oscar på den forkerte side af historien (KOMMENTAR)