Racisme-anklagerne regner ned over Liam Neeson – rød løber-event blev aflyst i New York

Racisme-anklagerne regner ned over Liam Neeson – rød løber-event blev aflyst i New York

Tirsdag aften kunne Liam Neeson have solet sig i spotlyset på den røde løber til New York-premieren på sin nye film ‘Cold Pursuit’. Men kun få timer inden valgte Lionsgate at rulle tæppet sammen.

Filmselskabet har ingen kommentarer, men aflysningen af eventen sker i kølvandet på de kontroversielle udtalelser, Neeson for nyligt gav til avisen Independent. Her fortalte ‘Taken’-skuespilleren, at en veninde for mange år siden blev voldtaget af en sort mand. Det fik hævntørsten op i ham.

»Jeg gik rundt med en kølle og håbede, at nogen ville nærme sig mig – jeg skammer mig over at sige det. Jeg gjorde det måske i en uge og håbede, at en ’sort skiderik’ ville komme ud af en pub og angribe mig over noget, hvis du forstår? Så jeg kunne… dræbe ham«.

Interviewet har medført eksplosive racisme-anklager mod Neeson. Tirsdag morgen undskyldte han for sine udtalelser i programmet ‘Good Morning America’ og slog fast, at han ikke er racist.

»Det chokerede mig, at jeg havde denne her dyriske trang«, siger han til mediet. »Det chokerede mig. Det gjorde ondt på mig. Jeg søgte hjælp. Jeg gik til en præst … jeg er ikke racist. Det er næsten 40 år siden«.

Neeson fortæller desuden, at hans tanker var motiverede af hævn og ikke af race, og at det »ville have haft samme effekt«, hvis gerningsmanden havde været hvid.

I thrilleren ‘Cold Pursuit’ spiller Neeson en mand, der – ironisk nok – søger hævn, efter at hans søn er blevet dræbt af en narkohandler. Filmen får dansk premiere den 28. februar.

Læs også: Liam Neeson ville dræbe »en sort skiderik« efter venindens voldtægt – åbner op i ærligt interview

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af