1. Liam Cunningham (Ser Davos) om at forsøge at spoile sin datter:
»Det var aldrig hende, der forsøgte at lokke information ud af mig. Faktisk var det helt omvendt. Jeg havde det med at lade manuskripterne ligge fremme – dengang vi stadig fik dem på papir. Og min datter ville være sådan: ‘Far, kan du lægge de fucking manuskripter væk?!’ Jeg kunne finde på at lægge dem, så hun var nødt til at træde over dem. Bare for at irritere hende.
De lavede en lille teaser med Kit, Sophie og Maisie i krypten, som slet ikke er med i serien. Jeg kastede den i hovedet på min datter, og hun råbte: Nej, jeg vil ikke se det! Der kommer til at være hints!’ I takt med at showet nærmer sig, slukker hun for alle sociale medier, fordi hun er så bange for, at et eller andet pikhoved kommer til at spoile«.
Hvor gammel er hun?
»Hun er 26! Ha ha, det lyder, som om hun er 12«.
2. Kristofer Hivju (Tormund) om Leonard Cohens indflydelse på den rødhårede wildlings stemme:
»Da jeg lavede første sæson, talte jeg mere, som jeg gør nu (med almindeligt toneleje, red.). Så skulle vi dubbe det hele efter optagelserne, fordi optageforholdene jo er så dårlige. Jeg følte, at der manglede noget. Noget var galt. Og jeg er stor Leonard Cohen-fan, så jeg tænkte, ‘hvad nu hvis…?’ Så prøvede jeg at sige replikkerne med den her virkelig, virkelig dybe stemme. Og det var perfekt for karakteren. Så skulle jeg dubbe hele sæsonen om igen«.
3. Jerome Flynn (Bronn) om sin favorit til tronen:
»Altså, jeg har den her teori – og den kunne måske godt ske, så måske kommer jeg med en kæmpe spoiler her. Men jeg tænker, at måske Daenerys’ knæ ville give efter, når hun møder Bronn. Hans knæ giver selvfølgelig også efter, og så bløder de begge to op over for hinanden. Og han ville jo være en god højrehånd at have. Så kunne Jaime passe deres have«.
4. Liam Cunningham om at »befri« rekvisitter:
»Jeg befriede en hel del rekvisitter. Sidste sæson tog de mig i at køre ind på settet med en varevogn, som jeg havde tænkt mig at fylde til min fucking pension. Jeg befriede blandt andet… kan I huske den kronhjort, Davos giver Shireen (Stannis’ datter, red.), som han selv har skåret, for at sige farvel? Jeg gav den til min egen datter, og hun spurgte: ‘Hvorfor giver du mig en fucking afbrændt kronhjort?’
Jeg sagde: ‘Det finder du ud af…’. Problemet var bare, at jeg gav hende en brændt en, fra efter Melisandre brænder hende af. Da episoden udkom, og vi skulle se den sammen på sofaen, sagde jeg til hende: ‘Gå op og hent din kronhjort, så finder du ud af, hvad det betyder’. Men jeg havde glemt, hvor brutal den scene er. Mine øjne begyndte at fyldes med tårer, da vi så den. Det er en fucking forfærdelig scene. Så jeg kigger ned og ser min datter med kronhjorten i hånden, og hun er så oprevet: ‘AAAAARH!’. Og jeg tænkte: ‘Åh gud, hvad har jeg gjort?’. Det var virkelig mærkeligt. Som om jeg havde slået hende eller noget…«
5. John Bradley (Samwell Tarly) om den bedste aften i sit liv:
»Det var en af de bedste aftener i hele mit liv, da vi tog ud og spise på den bedste restaurant (El Celler de Can Roca, red.) i verden, da vi optog i Spanien, på min 27 års fødselsdag. Maden og vinen var fantastisk, men det var selskabet, der gjorde det til en helt perfekt aften. Det var mig, Hannah Murray (Gilly), David Benioff, Dan Weiss, Jonathan Pryce, Natalie Dormer, Nikolaj Coster-Waldau, Dianna Rigg, Hannah Waddingham og nogle fra filmholdet.
Det var virkelig intimt og småt. Hvis jeg ser tilbage på nogle af de andre low key-fødselsdage, jeg tidligere har haft… og så sidder Jonathan Pryce og Diana Rigg der pludselig… det var ufatteligt – en af de aftener, hvor man ikke kunne gøre noget galt. Alt hvad folk sagde, gjorde hele aftenen endnu sjovere. Jonathan Pryce glimtede. Der var et tidspunkt, hvor hele bordet fik et tre minutter langt grineflip«.
Hvad talte I om?
»Alting. Vi forsøgte at beskrive offbeat Youtube-videoer for Jonathan Pryce – og han forstod virkelig ikke det sjove ved dem, men hans reaktion gjorde bare det hele sjovere«.
Hannah Murray: »Restauranten vidste, at vi kom, så de lavede nogle bittesmå Jaime Lannister-hænder ud af chokolade. Nikolaj tog en op i sit ærme og begyndte at lave en hel parodi med den«.
Bradley: »Åh gud ja. Det var en virkelig en fantastisk once in a life time-oplevelse!«
6. Carice Van Houten (Melisandre) og Liam Cunningham om hemmelighedsniveauet på sæson 7:
Cunningham: »Det var papirløst sidste sæson, så vi var nødt til at gå rundt med vores FUCKING telefoner under optagelserne. Det plejede at drive Peter Dinklage til vanvid, fordi han ikke kunne læse sine replikker, fordi de var så små på telefonen«.
Van Houten: »Vi havde også andre navne stående på vores manusser. De opfandt alle mulige aliasser. Jeg havde et virkelig åndsvagt et«.
Cunningham: »Jeg blev ved med at glemme mit. Jeg var sådan: ‘Hvem fuck er det?!’ Og så opdagede jeg, at det var mig selv. Jeg tror, jeg hed Lukan et-eller-andet«.
7. Kristofer Hivju om at ændre sit ikoniske udseende efter ‘Game of Thrones’:
»Da jeg fik skægget, sagde alle: ‘Tag det af. Du kan ikke have et skæg’. Nu hvor jeg har det, siger alle: ‘Behold skægget!’. Det er her kun, fordi jeg træffer et bevidst valg om ikke at tage et barberblad mod mit ansigt. Men jeg er klar til at klippe det for enhver fremtidig rolle. Og der kommer et tidspunkt, hvor jeg kommer til at se mere ud som dig«, siger Hivju og nikker mod en skaldet journalist uden antydning af øjenbryn, før han fortsætter:
»Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at vise, at jeg også kan lave andre skøre ting«.
8. Jerome Flynn om hemmelighedsniveauet på sæson 8:
»Jeg tror faktisk, at det skete et par gange, at folk fik deres replikker igennem earplugs. Jeg oplevede det ikke selv. Jeg tror dog ikke, at det har påvirket vores præstationer«.
Filmede I rent faktisk falske scener?
»Se, det ville vi jo ikke vide. Vi fik altid at vide, at scenerne, vi var med i, var ægte. Jeg tror helt sikkert ikke, at de ville bruge mange penge på noget, der ikke kom med i serien. Hvem ved – alternative episoder, måske? Ha ha!«
9. Kristofer Hivju om at vise sine børn ‘Game of Thrones’-klip:
»De har ikke set serien fra start til slut. Men de så på et tidspunkt et program om isklatring, hvor jeg sagde: ‘Det kan jeg også finde ud af’. De købte den slet ikke. Og jeg sagde: ‘Far kan ikke klatre på is?! Jo han kan! Se her! Hold jeres kæft!«, brøler han med sin bedste Tormund-stemme.
Så de har set klip af dig, der klatrer på muren, men har de set dig hakke folk i stykker?
»Det ser de hver dag!«
10. Jerome Flynn spoiler (måske) Beric Dondarrions død:
Hvad kunne I bedst lide ved den sidste sæson ‘Game of Thrones’?
Richard Dormer (skuespilleren bag Dondarrion): »Det kan jeg ikke rigtigt svare på uden at afsløre noget«.
Flynn: »Nej, jeg mener. Jeg var jo nødt til at sidde med til gennemlæsning. Det slap du (Dormer, red.) jo for. Ups! Ha ha! Videre! Jeg var virkelig tilfreds med slutningen. For jeg var nervøs for, hvordan de ville afslutte det hele og holde det høje niveau – med så meget, der hviler på den næste sæson – men jeg var virkelig tilfreds«.
Find hele vores ‘Game of Thrones’-optakt HER.
GOT-spoilersnak i SOUNDVENUE STREAMER: Alt om ‘Game of Thrones’-premieren + Sundance-filmfænomenet ‘Blindspotting’