Daenerys, Jon, Tyrion
Ingen ‘Game of Thrones’ uden hed lagengymnastik for åbne kameraer. Jon og Daenerys fuldbyrdede deres alliance på skibet fra Dragonstone mod den nordlige havneby White Harbor, mens Tyrion lyttede ved døren, i de sidste minutter af sæson 7.
Trekløveret rejser under samme banner for at signalere, at Daenerys kommer for at frelse Norden. De tvivlende nordboere bliver dog næppe begejstrede, når de hører, at Jon har bøjet knæet for en Targaryen. Det helt store spørgsmål er, hvordan denne alliance kommer til at se ud, når Brann afslører Jons sande ophav (R+L=J) i Winterfell. Det betyder nemlig, at Jon er den retmæssige arving til tronen.
Rejsen fra Dragonstone til White Harbor tager angiveligt 14 dage, så mon ikke sæson 8 starter med Team Targaryens ankomst, hvorefter de drager mod Winterfell og planlægger det store slag mod The Night King.
Ser Davos, Brienne, Varys, The Hound og Jorah Mormont er alle med om bord på flåden.
Cersei
Sæson 7 var kronen på værket i Cerseis overgang til The Mad Queen. I sidste afsnit afslørede hun for Jaime, at hun ikke har tænkt sig at sende Lannister-hæren nord for at støtte Daenerys og Jon i kampen mod The Night King.
I stedet planlægger hun at lade is og ild udrydde hinanden mod nord, så hun til sidst kan sende sin hær afsted for at gøre kål på de sørgelige rester, der måtte være tilbage efter det store standoff. En temmelig kortsigtet plan.
The Night King
Endelig skete det! Efter syv sæsoner formåede The Night King at snegle sig frem til muren, som han nedlagde med Viserions blålige flammehav. Herfra er der kun en vej – og det er syd. Her vil han først møde The Night’s Watch’s yndlingsbordel i Mole’s Town og derefter en stribe af vigtige byer, indtil han står foran Winterfells porte.
Mon ikke vi kan regne med, at han går efter at forvandle alle, han møder på sin vej, til såkaldte wights? Det store spørgsmål er, om Jon og Daenerys kommer til at gå The Night King i møde eller vente på ham bag Winterfells fæstning – og til gengæld lade ham lægge deres fællesrige øde.
Jaime
Man skal lede længe efter et stærkere øjeblik i Jaimes karakterbue, end da han for første gang ser gennem sin kærlighed til Cersei og øjner hendes narcissistiske magtbegær og hjerteløs ondskab. Med en fod i graven proklamerer han i sidste afsnit af sæson 7, at han vil rejse mod nord for at støtte Jon og Daenerys i kampen mod The Night King – og i et øjeblik er det uvist, om hans tvillingesøster rent faktisk vil beordre hans henrettelse ved sir Gregors klinge.
Jaime får dog lov at leve og forlader King’s Landing uden sin Lannister-rustning. Og netop som han skal til at ride ud i horisonten, falder de første snefnug. Vinteren er kommet, og Jaime har kursen stik nord, hvor han snart vil møde Tyrion og Brienne foruden Daenerys og de mange Starks.
Og mon ikke at Jaimes exceptionelle strategiske evner vil komme dem til gode, når The Night King kommer flyvende mod Winterfell? Om ikke andet kan han advare Team Targaryen mod Cerseis konspiration.
Arya, Sansa, Bran, Samwell, Gilly
De tre tilbageværende fuldblods Stark-søskende blev endelig genforenet i sæson 7. Her udmanøvrerede de Littlefinger, som Arya henrettede i koldt blod, mens Sansa sad for bordenden i Winterfell, som Nordens overhoved i Jons fravær, med gammelkloge Bran som sin rådgiver.
Søskendeflokken bliver med al sandsynlighed i sikkerhed bag Winterfells mure og venter på, at Jon slutter sig til dem. I HBO’s tidlige smugkig på sæsonfinalen så vi Sansa overgive Winterfell til Daenerys – et godt bud på første afsnits højdepunkt.
Det er desuden op til Sam og Bran at fortælle Jon sandheden om hans ophav. Der er også en emotionel genforening i vente mellem særligt Jon og Arya, der altid har været hinandens favoritter og ikke har set hinanden siden sæson 1.
Euron Greyjoy
Sidst vi så Pilou Asbæks Ironborn-tronraner, Euron Greyjoy, spillede han komedie ved mødet mellem Cersei og Daenerys i King’s Landing. Her lod han, som om Daenerys og Jons medbragte wight skræmte ham så meget, at han ville trække sit frieri til Cersei og i stedet isolere sig på the Iron Islands, hvor The Night Kings uddøde – og ikke svømmedygtige – hær umuligt kan nå ham. Som om!
I virkeligheden har Cersei sendt sin bejler af sted mod Essos, hvor hun håber at hente en vigtig allieret – de legendariske lejesoldater i The Golden Company. Og ud fra traileren at dømme ser det ud til, at Euron lykkes med foretagendet. I så fald har Cersei lovet ham sin hånd i ægteskab, men mon dog den viljestærke og magtliderlige dronning vil give afkald på bare en flig af sit enevælde?
Melisandre
Den røde præstinde forlod Westeros og drog mod Volantis efter at have fuldført sin mission og ført Daenerys og Jon sammen på Dragonstone i sæson 7. Præcis hvad hendes formål er nu, er uklart. Men fra tidligere sæsoner ved vi, at netværket af røde præster er stort, og at flere hyldede Daenerys som »the one who was promised« tilbage i Meereen.
Det virker ikke usandsynligt, at Melisandre er draget ud for at hente forstærkninger med tilbage til Westeros. Vi ved i hvert fald fra hendes sidste ord til Varys, at den tudsegamle præstinde er nødt til at vende tilbage til Westeros, inden hun skal dø. Det er hendes skæbne – og har måske, måske ikke, noget at gøre med den magiske halskæde, hun bærer.
Tormund, Berric Dondarion
Det sidste, vi så til Tormund og Berric Dondarion, lovede ikke godt. Begge befandt sig nemlig på toppen af muren, da The Night King og hans slavebundne drage nedlagde forsvarsværket en gang for alle. Traileren antyder dog, at de ikke dør offscreen. Tormund har trods alt også stadig en potentiel romance med Brienne i støbeskeen.
Theon Greyjoy
Theon Greyjoy stak halen mellem benene, da onkel Euron destruerede resterne af hans flåde og tog søsteren Yara til fange i starten af sæson 7. I sæsonfinalen fik han dog overbevist resterne af Yaras Ironborn-tilhængere om at sætte ud på en redningsmission efter søsteren, som sandsynligvis enten bliver holdt fanget i King’s Landing eller om bord på Eurons skib, Silence.
Kan det nosseløse vrag af en mand besejre Pilou? Tvivlsomt, men det ville være en smuk bue på Theons sørgelige forfald.
Find hele vores ‘Game of Thrones’-optakt HER.
Læs også: De 20 vigtigste spørgsmål før ‘Game of Thrones’-finalen