‘Hellboy’: Den får fuld smadder i makabert reboot af djævleynglen med de nedfilede horn

‘Hellboy’: Den får fuld smadder i makabert reboot af djævleynglen med de nedfilede horn
'Hellboy'

I ‘Hellboy’ besejrer den røde dæmon med de nedfilede horn i panden og den kæmpestore næve i en overgearet actionsekvens tre gigantiske menneskeædende cg-kæmper med et sværd, der er fire-fem gange større end ham selv. Det minder om en mellemting mellem et konsolspil og en musikvideo.

I en anden, betydeligt mere makaber scene, hvor monstre på enormt blodig vis slagter mennesker under ødelæggelsen af en by, bliver kroppe med Medierådets ord »spiddet, lemlæstet, mast, sønderrevet og syet sammen igen«, og denne »ekstremt udpenslede fremstilling af vold« vil givetvis ligeledes være for meget af det gode for visse voksne biografgængere.

I sit reboot af Guillermo del Toros to filmatiseringer af Mike Mignolas tegneserier (‘Hellboy’ fra 2004 og ‘Hellboy II: The Golden Army’ fra 2008) krydrer instruktør Neil Marshall (‘The Descent’) sit spraglede univers med figurer som seere og åndemagere samt mærkværdige væsner som leopardernes svar på en varulv, et spøgelse ved navn Lobster Johnson og sågar en stor talende gris. Det vil så afgjort heller ikke falde i alles smag.

At hele baduljen, inklusive en forhistorie om Kong Arthur, ikke er blevet noget værre rod, må siges at være en bedrift. I stedet for at være uhomogent og usammenhængende er virvaret af eventyrlige elementer i det spraglede fantasy-univers nemlig faktisk en af filmens største og mest charmerende kvaliteter, og til alt held er plottet, der stryger af sted for fuld smadder, også glimrende skruet sammen.

Sammen med sine nye makkere Alice (Sasha Lane fra ‘American Honey’) og Daimio (Daniel Dae Kim fra ‘Lost’) skal Hellboy (David Harbour, politimester Hopper i ‘Stranger Things’) på vegne af Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar for enhver pris have uskadeliggjort Bloddronningen Nimue (Milla Jovovich), en udødelig dronning med ambitioner om at overtage verdensherredømmet. Samtidig tvinges Hellboy til at tage sit forhold til faren professor Broom, spillet af Ian McShane (Al Swearengen i ‘Deadwood’), op til revision.

Harbour lader til at spille en yngre Hellboy, end Ron Perlman gjorde i de to første film, og han formår at veksle troværdigt mellem at sælge den umodne superhelts indre konflikter og leveringerne af de humoristiske (om end undertiden afsindigt platte) replikker. Hans udgave af Hellboy er altså – ikke ulig Marshalls film som helhed – langtfra perfekt, men befriende uhøjtidelig og ikke så lidt gakket.


Kort sagt:
Neil Marshalls reboot er endnu mere overdådigt fabulerende end del Toros forgængere, og David Harbour er alle tiders i rollen som djævleynglen Hellboy.

Læs også: ’Game of Thrones’: Her befinder de vigtigste karakterer sig før sæson 8

Spillefilm. Instruktion: Neil Marshall. Medvirkende: David Harbour, Ian McShane, Milla Jovovich, Sasha Lane, Daniel Dae Kim, Thomas Haden Church, Stephen Graham, Sophie Okonedo, Brian Gleeson, Mark Stanley, Mario de la Rosa. Spilletid: 120 min.. Premiere: Den 11. april
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af