Omkring udgivelsen af ’Star Wars: The Last Jedi’ blev det hurtigt klart, at Mark Hamill ikke var helt enig med hverken Disneys eller instruktør Rian Johnsons måde at behandle rumuniverset og ikke mindst hans karakter Luke Skywalker på.
»Han er ikke min Luke Skywalker«, sagde skuespilleren eksempelvis i et interview i 2017, fordi Rian Johnson havde gjort karakteren mindre heroisk og mere mut. Den udtalelse fortrød han dog senere. »Alt, jeg ville, var at lave en god film. Jeg fik mere end det. Rian Johnson lavede en historisk god én!«, skrev han på Twitter.
I går måtte Hamill igen tage Twitter i brug for at komme med en slags undskyldning. Dagen inden havde han repostet et billede, hvor både Hamill, Carrie Fisher, Harrison Ford og Billy Dee Williams med hjælp fra Photoshop var blevet placeret i det samme cockpit. I hjørnet stod teksten ’Star Wars: What Should Have Been’, og til billedet havde Hamill tilføjet hashtagget #MissedOpportunities.
Det faldt tilsyneladende ikke i god jord hos flere fans af den nye trilogi. I hvert fald undskyldte skuespilleren dagen efter i et tweet, der dog var knapt så dybfølt.
»Jeg så et billede af mig sammen med Billy D., Carrison og Harrie. Postede det, fordi jeg savner dem. Intet mere, intet mindre. Jeg elsker også det nye cast, og jeg havde ikke i sinde at få folks pis i kog. Måske skulle jeg have postet en masse ’Avengers: Endgame’-spoilers i stedet«, skrev han.
Tweetet indeholdt desuden det samme billede, men med en drilsk tilføjelse: En animeret udgave af Jokeren, som Hamill lægger stemme til, stod nu placeret bag de fire skuespillere. Se begge opslag herunder.
#MissedOpportunities pic.twitter.com/RDGgfJqCDv
— Mark Hamill (@HamillHimself) 26. april 2019
Saw a pic of me with Billy D, Carrison & Harrie. Posted it because
I miss them. Nothing more, nothing less. I love the new cast too & didn’t mean to get everyone’s knickers in a twist. Maybe I should’ve just posted a bunch of #Endgame spoilers instead. #RelaxAndHaveFunPeople ? pic.twitter.com/WvutVuLau3— Mark Hamill (@HamillHimself) 27. april 2019
Læs også: Første trailer til ‘Star Wars Episode IX’ er landet – med officiel titel