Gwendoline Christie om dén scene mellem Brienne og Jaime: »Jeg kan føle en million hjerter blive slået itu«

Gwendoline Christie om dén scene mellem Brienne og Jaime: »Jeg kan føle en million hjerter blive slået itu«
Gwendoline Christie i 'Game of Thrones'.

Spoiler-farvand! Læs først med, når du har set ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 4.

En af de mest opsigtsvækkende scener i det tredjesidste ‘Game of Thrones’-afsnit var den overraskende elskov mellem Brienne of Tarth og vores helt egen Jaime Coster-Waldau.

Selvfølgelig er deres forhold blevet bygget tålmodigt og ømt op gennem årene, fra fjender til frenemies til egentlige venner, efter Jaime uselvisk måtte ofre sin hånd efter at have reddet Brienne i sæson 3. I denne sæson har der også været varme følelser i luften, efter Jaime først gjorde Brienne til ridder i en tårevædet scene, og han derefter meldte sig frivilligt til at kæmpe ved hendes side mod de dødes hær – under hendes befaling.

Men det var alligevel ikke givet, om det skulle vedblive med at være en platonisk relation, eller om der skulle komme kropslige amoriner i luften og på lagenet. Sidstnævnte skete imidlertid i ugens afsnit, hvor Jaime således havde det så varmt i Briennes kammer, at der ikke var andet for end at smide tøjet stykke for stykke.

I et interview med Entertainment Weekly fortæller skuespilleren bag den tårnhøje, loyale væbner, Gwendoline Christie, hvordan hun og Nikolaj Coster-Waldau reagerede, da de første gang læste scenen i manuskriptet:

»Jeg fik en sms fra Nikolaj, der bare grinede. Jeg sendte ham en syg emoji tilbage. Hvor moderne«, siger hun. Ifølge Entertainment Weekly har Coster-Waldau fortalt, at Gwendoline Christie før optagelserne af scenen sagde til ham, at han lige kunne vove på at bryde ud i grin.

»Sagde han det [hun griner, red.]!? Ja, vi måtte have nogle samtaler. ‘Nu skal du være meget professionel omkring det her’. Men jeg bekymrer mig så dybt om karakteren, at det var vigtigt for mig, at det blev taget hånd om på en god måde, og det mener jeg, at det blev«, siger hun.

»Jeg gik gennem processen med at kigge på det fra mange forskellige vinkler og syntes, at manuskriptet var rigtigt godt her. Det her er, hvad der gør en karakter tredimensionel for alvor. Det giver hende magten til at udforske alle de forskellige elementer af hendes liv. Hun er ikke bare en kvinde, som kan slås utroligt godt og ikke har behov for noget andet. Hun er en kvinde, hun er et menneske, hun kæmper brilliant, hun har også en form for ønske om selskab og sensuel kærlighed«.

Gwendoline Christie fortæller også til Entertainment Weekly om sine følelser, da hun fandt ud af, at Jaime forlod Brienne kort efter.

»Jeg var så ked af det på hendes vegne. Jeg ved godt, at det bare er en karakter, og jeg er en skuespiller, der er så heldig at få lov til at gøre hendes arbejde. Men det er så hjerteskærende. Men sådan er livet, er det ikke? Livet er hjerteskærende. Jeg antog aldrig, at de skulle være sammen. Jeg troede ikke, at det ville ske. Og nu kan jeg føle en million hjerter blive slået itu«.

Læs hele interviewet med Gwendoline Christie om begivenhederne i afsnit 4 her.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ afsnit 4 – følelsen af ubehag vokser støt

Læs også: Missandeis ord i det nye ‘Game of Thrones’-afsnit var både en opfordring og et callback

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af