Skuespiller og Instagramfænomen Bella Thorne valgte i weekenden at poste nogle private topløse billeder på de sociale medier efter at være blevet afpresset og truet af en hacker, som var kommet i besiddelse af dem. Hackeren havde fået adgang til Thornes telefon, og ifølge skuespilleren sendte han hende også nøgenbilleder af andre kendte.
Men Thorne nægtede altså at lade sig afpresse. Sammen med billederne lagde hun en besked ud til sine følgere:
»I de sidste 24 timer er jeg blevet truet med mine egne nøgenbilleder. Jeg føler mig klam, jeg føler mig overvåget, og jeg føler, at nogen har taget noget fra mig, som jeg kun ville have, én særlig person skulle se. Han har sendt mig flere nøgenbilleder af andre kendte, han stopper ikke med mig eller dem, han fortsætter bare«, skriver hun.
»I for lang tid lod jeg en mand udnytte mig igen og igen, og jeg er fucking træt af det. Jeg lægger det her ud, fordi det er min beslutning. Nu kommer du ikke til at tage mere fra mig. Jeg kan sove bedre i nat vel vidende, at jeg har taget magten tilbage. Du kan ikke kontrollere mit liv, det kommer du aldrig til«.
Hun skriver også, at FBI er på sagen.
Læs også: Giv ‘Blank’ en chance mere!