Sci-fi-filmen ‘Dune’ baseret på Frank Herberts klassikerroman af samme navn, som David Lynch fatalt forsøgte at filmatisere i 1984, er en af næste års mest imødesete film.
Den sci-fi-vante instruktør Denis Villeneuve (‘Arrival’, ‘Blade Runner 2049’) tager sig af genindspilningen i to dele, der blandt andet byder på stjerner som Timothée Chalamet, Oscar Isaac, Stellan Skarsgård og Jason Momoa i hovedrollerne.
Nu får den fransk-canadiske instruktør mere mellem hænderne, for Warner Brothers har besluttet at folde fortællingen om det fjerne fremtidsunivers endnu længere ud – filmselskabet har bestilt serien ‘Dune: The Sisterhood’ til Warner Medias kommende streamingtjeneste, og Villeneuve skal instruere pilotafsnittet.
»’Dune: The Sisterhood’, der stadig er baseret på Frank Herberts episke ‘Dune’-romanserie, vil have et kvindeligt perspektiv fortalt gennem kvindelige karakterer«, skriver Variety, mens Villeneuve selv udtaler:
»At lade en serie fokusere på den magtfulde orden af kvinder føltes ikke kun relevant og inspirerende, men også som en dynamisk ramme for tv-serien«.
Det vides endnu ikke, om dele af stjernecastet fra de to kommende spillefilm, der er sat til at få premiere 20. november 2020, skal medvirke i tv-serien. Hvornår optagelserne til serien begynder, står heller ikke klart.