De tre Avaz-brødre – Mehdi i instruktørstolen, Milad som manuskriptforfatter og Misam som producer – slog overrumplende igennem med det gribende melodrama ‘Mens vi lever’, der især vakte opmærksomhed, da de lavede filmen uden om det gængse støttesystem for et meget lille budget.
Nu er Avaz-trioen så på vej med den svære toer – med store danske navne på rollelisten. I ‘Kollision’ spiller Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil parret Leo og Olivia, der kastes ud i en krise af tragiske omstændigheder, der gør deres niårige datter til kastebold mellem de to forældre. Traileren er netop landet, og det ligner endnu en gribende emotionel affære, om end den ikke afsløre meget af den konkrete handlingsgang.
Flere af skuespillerne fra ‘Mens vi lever’ er også på rollelisten her – Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Nicolas Bro, Charlotte Munck, mens også Rasmus Bjerg, Henning Jensen, Albert Rudbeck Lindhardt, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Casper Crump, Gordon Kennedy og ingen ringere end Jes Dorph-Petersen er med.
‘Kollision’ får premiere 31. oktober.
Læs også: Guldbrødrene Avaz – »Vi kan godt gøre det bedre end de seneste danske Oscar-film«