Da de tre Avaz-brødre gav et af deres første interviews til en lokalavis, brød journalisten næsten sammen af grin: Det måtte være en joke. At tre brødre havde tænk sig at lave en dansk film i international klasse inspireret af Scorsese og Spielberg uden at have nogen nævneværdig erfaring, uden støtte fra Det Danske Filminstitut og for kun to millioner kroner. Det måtte da være en joke.
Eller i hvert fald en joke waiting to happen. Store ambitioner og manglende erfaring er en kombination, der ofte ender galt. Bare spørg Ed Wood og Tommy Wiseau.
Men i dag er der ingen, der griner. ’Mens vi lever’ blev flot modtaget af udenlandske købere efter en visning på årets Cannes-festival, den er allerede massivt dækket i pressen, den står til at komme ud til 90 danske biografer – helt uhørt for en billig debut – og sælger tilmed uforholdsmæssigt mange billetter længe inden premieren. Allerede to uger før premieredatoen kunne instruktør Mehdi Avaz melde om 25 udsolgte sale landet over.
Mange danske film er totalt blottet for følelser«
Så de eneste, der griner i dag, er brødrene selv. Alle tre er rundkindede og med hver sin selvsikre udstråling.
»Vores næste film vinder en Oscar«, siger den ene af dem – Milad.
»Det er sådan noget, ingen tør sige. Men vi har set de seneste danske film, der har været indstillet til en Oscar, og det kan vi godt gøre bedre«.
Hvordan tænder man kameraet?
Milad, der er manuskriptforfatteren, sidder på bordets ene langside. Han sidder på kanten af stolen og er den første til at gribe et spørgsmål, når det bliver smidt på bordet. Ved siden af ham sidder Misam, der er filmens producer. Han er den eneste af brødrene, der bor i Danmark og ikke i fælleslejligheden i Los Angeles. Han er i en hvid skjorte og smiler som en ejendomsmægler, der halvvejs har solgt en villa i Vanløse til et ungt forældrepar.
For bordenden sidder Mehdi, filmens instruktør og tilsyneladende også dens kreative mastermind. Han var den første af dem til at lægge det job i erhvervslivet, de alle tre har haft, fra sig og i stedet gå efter en kunstnerisk levevej.
»På et tidspunkt havde jeg vundet et videokamera i en konkurrence, og så var der én, der spurgte, om jeg ikke kunne lave en musikvideo til ham. Det sagde jeg, at jeg sagtens kunne, og bagefter gik jeg hen til butikken og spurgte, hvordan man tændte kameraet«, siger han.
I 2014, to år senere, havde han lavet over 120 musikvideoer, blandt andet for Scarlett Pleasure, Duné og Shaka Loveless, og fløj så til USA for at filme musikvideoer til overprivilegerede børn fra et talentakademi. Der fik han smag for Los Angeles, og kort efter kom også Milad til filmbyen:
»I USA ser de fremad«, siger Milad. »Hvis du herhjemme siger, at du er filmskaber, så bliver du spurgt, hvad du har lavet tidligere, og om du har gået på skole. I L.A. spørger de, hvad dit næste projekt er«.
Og hvad var så brødrenes næste projekt? Deres musikvideoer var altid små film på 3.20 minutter. De ville fortælle historier. Så da sidste bror, Misam, også kom til byen, anskaffede de sig en håndfuld grundbøger i filmkomposition.
»Det med at være nervøs for at flytte til et andet land uden at kende nogen var ikke et issue for os. Vi kom til Danmark i 1992, uden at vores familie kendte nogen, og det gik meget godt. Vi tog til L.A., og så gik vi i gang«, siger Misam.
De allierede sig med en større, dansk tv-kanal og begyndte sammen med dem at lave pilotafsnittet til en tv-serie om tre danske filmskabere, der flytter til Los Angeles. Men undervejs i processen blev deres visioner trumfet af tv-folkenes beslutninger.
Jeg er en sucker for Spielberg, store violiner og cheesy boybandsange
For udover musikvideoerne var brødrenes eneste erfaring med film, at Milad havde prøvet at lave en kortfilm. Han vidste dog på daværende tidspunkt ikke noget om lyd, så den kiksede. Derfor var de, set i bakspejlet, for ydmyge, da de erfarne kræfter tog over.
»De sagde til os: ’I skal bare vente og se resultatet, I kender ikke branchen, I ved ikke, hvordan man gør’«, husker Milad. »Der var vi alligevel for danske til at stritte imod«.
Resultatet var mildest talt skuffende, og serien blev aldrig til noget. I stedet besluttede de sig for at lave en film baseret på hændelser under deres opvækst i Nordsjælland. Det blev til ’Mens vi lever’.
Hev alle vennetjenester hjem
Først fløj de nogle professionelle manuskriptforfattere til Los Angeles, men kloge af skade lod de sig ikke nøje med et manus, der kun var lige ved og næsten. I stedet slog Milad i bordet:
»Skal jeg ikke bare fucking skrive den?«
Og det gjorde han så. ’Mens vi lever’ handler om Kristian (Sebastian Jessen), der længe har prøvet at flygte fra sin fortid, men alligevel bliver indhentet af den, da en mand ved navn Peter (Nicolas Bro) ligger for døden. Han er nødt til at vende hjem og se realiteterne i øjnene, og mere bør man sådan set ikke afsløre om filmen, hvis fornemme afsløringer man skal have lov til at opleve selv.
Da manuskriptet var klar og budgettet lagt, gik de til Det Danske Filminstitut for at bede om de to millioner kroner, de skulle bruge, men fik afslag. Instituttets New Danish Screen-program, der blandt andet støtter nye talenter, arbejder nemlig ikke med så lavt et beløb, og de vurderede, at brødrene umuligt kunne lave en spillefilm så billigt.
Til sammenligning har biografaktuelle ’Gud taler ud’ kostet 17 millioner kroner og ’Underverden’ 11,7. Om Avaz-brødrene så fik minimumsbeløbet på tre millioner, troede Filminstituttet ikke på, at de kunne lave en film, der var en biograf værdig. For de havde heller ikke erfaringen.
»Modsat Hollywood bad de om at se nogle meritter«, siger Misam.
De blev trøstet med, at der findes filmfolk, som sender 30 ansøgninger ind, før de får ja. Men det kunne brødrene ikke bruge til noget.
»Sådan gør vi ikke. Vi vælger ét projekt, og så laver vi det«, fastslår Milad.
Derfor brugte brødrene to år på at skrabe pengene sammen hos private investorer, blandt andet Rådet for Sikker Trafik, landsholdsanfører Simon Kjær og den tidligere landsholdsangriber Mikkel Beck.
Brødrene havde efterhånden bygget en kæmpe portion goodwill op rundt omkring. For eksempel kunne de låne alt kameraudstyr for kun 50.000 kr., hvor de plejede at leje udstyr til musikvideoer.
Og så havde de gennem deres netværk i Los Angeles fået fat i dygtige folk, blandt andet deres fotograf og lysmand, der til dagligt arbejder med navne som Quentin Tarantino, Clint Eastwood og Christopher Nolan for op imod en halv million per film. I Danmark fik de et Air BnB’-sommerhus i Tisvilde og 25.000 kr. hver.
»Vi hev alle vennetjenester hjem«, siger Mehdi. »Og så er der mange etablerede mennesker, der gerne vil være med til sådan noget her, fordi det minder dem om, hvorfor de begyndte at lave film. Vi chaser dragen, og den følelse savner de, når de laver store produktioner«.
Flæskesteg og føde til sjælen
På samme måde fik de Bent Fabricius-Bjerre til at lave musik til deres film. På rollelisten ses navne som Nicolas Bro og Charlotte Munck foruden yngre navne som Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Julie Brochorst Andersen og Nikolaj Groth.
»Du kommer til et sted i din karriere, hvor du enten kan lave Captain America og Colgate-reklamer, eller du kan lave ’Borte med Blæsten’ og få noget føde til sjælen,« siger Milad.
Undervejs i filmningen var han især nervøs for en ting: Havde de glemt noget? Han var gået over budgettet mere end et par gange og kunne umiddelbart ikke finde noget, der manglede. Det måtte der jo gøre, når alle sagde, at de ikke kunne lave filmen for så få penge.
Udover at leje kamera udstyr billigt og tilbyde skuespillere sjæleføde, sparede brødrene også på cateringen. Den kom nemlig fra deres forældres café, der to år har vundet udmærkelsen ’Årets flæskestegssandwich’.
»Vi vil gerne lave amerikanske film, men på dansk. Jeg kan godt lide den danske måde at fortælle historier på, men samtidig er jeg en sucker for Spielberg, store violiner og cheesy boybandsange«, siger Mehdi. »I Danmark er vi så bange for at være cheesy, at mange af vores film er totalt blottet for følelser«.
Mange på crewet var utrygge under de 21 indspilningsdage og begyndte så småt at tvivle på, om drømmene kunne bære. Især fordi det blev mere og mere tydeligt, at brødrene gjorde en dyd ud af at bryde næsten samtlige regler fra grundbøgerne og efterligne arbejdsmetoder fra film langt større end den, de var i gang med at lave.
For eksempel indeholder filmen et fire minutter langt one-take-tracking-skud, der strækker sig over syv siders dialog, der blev optaget med små mærker på gulvet, der markerede, hvor skuespillerne præcis skulle stå. Og så blev der ikke optaget de gængse safety-skud, for at være på den sikre side, men kun lige akkurat det, der skulle bruges.
Skuespillerne kiggede på hinanden. Sådan gør man ikke. Ikke herhjemme i hvert fald.
Syv dages sygdom
Normalt følger skydeplanen en skabelon af closeups, over-the-shoulder, midt-shot, næsten i fast rækkefølge.
Efterhånden begyndte masterminden bag det hele, Mehdi, også at føle usikkerheden. Han sov nærmest ikke i løbet af de 21 dage, for han havde lovet investorerne at fordoble deres penge, og pludselig blev det hele meget virkeligt.
En dag kastede han op af stress og angst, men Milad fik ham beroliget ved at sige, at han skulle huske på dengang, de lavede tv-piloten. Og på, hvordan han havde forestillet sig hver scene, hjemme i lejligheden, før de kom på settet:
»Nu laver vi vores film«.
Brødrene lå syge i syv dage, da filmen endeligt var færdigindspillet. De var faktisk gået en lille smule under budget, og snart er ’Mens vi lever’ i biografen. Den har været en tur forbi Cannes og anmelderne, og de har, fortæller de, opnået en stor respekt hos Det Danske Filminstitut.
»En måned inden premieren ligger vi nummer 11 på hitlisten over flest solgte billetter«, siger Mehdi. »Må vi få lov til at kalde os filmfolk nu?«.
’Mens vi lever’ har premiere 26. oktober.
Læs også: Den mest opsigtsvækkende danske debutfilm i årevis imponerer i Cannes