Brødrene Mehdi, Milad og Misam Avaz slog igennem med debutfilmen ’Mens vi lever’ og er senere i år aktuelle med filmen ’Kollision’. Nu går de også til tv med spændingsserien ’Grow’, der vil blive sendt på TV 2 Zulu engang til næste år.
Serien handler om politimanden Jakob og hans bror Adam, som er nyuddannet børsmægler, men sætter sig for at starte Danmarks største narkokartel. Det skaber, forståeligt nok, problemer med både ordensmagten og rockermiljøet. Konflikten bliver ekstra personlig, da broren Jakob bliver rekrutteret til politiets antinarkotika-tjeneste.
De to brødre bliver spillet af de virkelige brødre Andreas og Sebastian Jessen (dansk skuespils næstførende brødrepar!), der spiller over for hinanden for første gang. De får selskab af navne som Lars Mikkelsen, Henning Jensen, Laura Drasbæk, Thomas Levin, Henrik Noël Olesen, Solbjørg Højfeldt og Susanne Storm samt nye navne som Besir Zeciri (’Bedrag’), Ari Alexander (‘Perfekte steder’) og Simone Lykke (’Yes No Maybe’).
Ifølge manuskriptforfatter og instruktør Milad Avaz, så bliver det både unikt og fængslende: »Vores ambition er, at ‘Grow’ bliver unik i sit udtryk og får seerne til at føle sig engageret og fængslet. Igennem karaktererne Adam og Jakob vil vi skabe en følelse af splittelse i jagten på meningen med livet«.
TV 2 Zulu er primært kendt for deres komedieserier, og det er således første gang, at kanalen producerer en rendyrket dramaserie.
Optagelserne til ’Grow’ gik i gang tilbage i august, og serien forventes at rulle over skærmen engang i 2020.
Læs også: ’Minkavlerne’: TV 2’s stjernebesatte komedieserie er bedst, når den er bestialsk