Den 24. oktober udkommer den længe ventede efterfølger til gyserkomedien ’Zombieland’ – og i den nye trailer til ’Zombieland: Double Tap’ er der i den grad lagt vægt på komedie-aspektet og skruet op for skældsordene.
Til tonerne af Backstreet Boys ’Everybody’ og en cheesy voice-over bliver vi genintroduceret til den sammenbragte familie bestående af Columbus (Jesse Eisenberg), Tallahassee (Woody Harrelson), Wichita (Emma Stone) og Little Rock (Abigail Breslin), der her 10 år senere stadig forsøger at overleve i det zombie-inficerede USA. En færd, der denne gang bringer dem til Det Hvide Hus.
I en mystisk meta-scene, møder vi også Bill Murray (hvis cameo i den første film var et komisk højdepunkt), som udspørges af en journalist om, hvorfor han medvirker i filmen – hvortil skuespilleren svarer tørt, men kontant: »Kan vi holde det mellem os? Stoffer koster penge«.
Bill Murray får denne gang selskab af sin gamle ’Ghostbusters’-kollega Dan Aykroyd, der også spiller en fiktiv udgave af sig selv, mens Zoey Deutch, Rosario Dawson og Luke Wilson ligeledes er at finde på rollelisten.
‘Zombieland: Double Tap’ er instrueret af Ruben Fleischer, der ud over den første film også instruerede sidste års ’Venom’ – en mere tvivlsom bedrift, som traileren sjovt nok har valgt at fremhæve.
Læs også: Det skal du se i biografen i oktober – fra årets mest omdiskuterede film til stærkt ventede danskere