Efter biografsucceseren med Afdeling Q-filmen ’Journal 64’ og TV 2-serien ’Kriger’ vender Christoffer Boe tilbage med endnu en krimi. Det gør han på Viaplay med serien ’Forhøret’, der har Ulrich Thomsen i den bærende hovedrolle. Nu er første ildevarslende trailer landet.
I ’Forhøret’ følger vi politimanden Bjørn (Ulrich Thomsen), der igennem et døgn forsøger at opklare sin datters (Alma Ekehed Thomsen) mord. På sin rejse rundt i København konfronterer han en række personer, der alle er med til at bringe ham tættere på sandheden – både om sin datters død, men også om sig selv.
Denne perlerække af karakterer spilles af nogle af dansk films tungeste navne, heriblandt Lars Ranthe, Søren Malling, Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm og Lars Mikkelsen.
Med ’Forhøret’ forsøger Christoffer Boe – der har skrevet manuskriptet sammen med dramatikeren Jakob Weis (’Den tid på året’) – at forny krimigenren ved udelukkende at fokusere på skuespillet og locations. Hvert af seriens otte afsnit består således udelukkende af et forhør mellem Bjørn og en mistænkt på en ny interessant location.
Første afsnit af ’Forhøret’ kan ses på Viaplay 15. november.
Læs også: Nikolaj Coster-Waldau har hovedrolle i ny dansk film om Københavns restaurantscene