Sam Raimi er kendt og elsket blandt horrorfans som skaberen af ’Evil Dead’-filmene med Bruce Campbell i hovedrollen som den hårdt prøvede Ash, der må kæmpe sig igennem alskens dæmoner og ondskab.
Sidenhen har han også gebærdet sig i andre genrer, heriblandt superheltefilmen, hvor han blandt andet gav os den første ’Spider-Man’-trilogi med Tobey Maguire.
Fra tid til anden har han dog instrueret film, som bærer tydelige horror-elementer, herunder ‘Simple Plan’ og ’The Gift’, men det var først i 2009, at han for alvor vendte tilbage til det rendyrkede horror med den enormt vellykkede ’Drag Me To Hell’.
Nu er han – ifølge The Hollywood Reporter – klar til at gøre endnu et comeback i genren med en film, der beskrives som et miks mellem ’Cast Away’ og ’The Misery’.
Det er ikke meget, vi ved om det endnu unavngivne projekt, ud over at manuskriptet bliver skrevet af Mark Swift og Damian Shannon. Parret er bedst kendt for deres arbejde på ’Freddy vs. Jason’, som gav et ikonisk møde mellem to af slasherfilmens største skikkelser Freddy Krueger og Jason Voorhees – samt genindspilningen af ’Fredag d. 13.’ fra 2009 og ’Baywatch’-rebootet med Dwayne Johnson.
På papiret lyder det umiddelbart som et godt match mellem instruktør og manuskriptforfattere, da det alle er titler, som har et glimt i øjet, hvilket går glimrende i spænd med Raimis tidligere horror-outputs.
Udover sit arbejde som instruktør har Raimi ligeledes været en aktiv producent af horrorfilm, hvor han har produceret prominente titler som det amerikanske remake af ’The Grudge’, ’Don’t Breathe’ og senest alligatorfilmen ’Crawl’.
Læs også: Farvel til et årti, der ændrede filmverden for bestandig