’Ninna’: Der er intet at grine af i dansk påstået komedie
Jeg blev forvirret, da jeg så instruktør Fabian Wullenwebers nye film ‘Ninna’. Filmen bliver lanceret som en komedie, men efter at have siddet igennem den samlede spilletid på en time og 36 minutter, kan jeg sige med sikkerhed, at der intet sjovt er i og ved den.
Som titlen afslører, handler den om en kvinde, Ninna, der bor i Præstø, hvor hun arbejder på den lokale grill på torvet. Ninna har en hjemmeboende søn, Dennis på 18 år, og fortællingen skydes rigtigt i gang, da han flytter hjemmefra, og Ninnas verden bryder sammen. Efterhånden som filmen skrider frem, finder vi ud af, at hun havde en dysfunktionel opvækst med to alkoholiske forældre, og som voksen har haft en kæreste, der var så voldelig, at han prøvede at slå hende ihjel.
Den nye nabo, der har et godt øje til hende, er – selvfølgelig – også tidligere alkoholiker. Ninna selv er formet af de vilkår, og hendes eneste måde at kommunikere på er ved konstant at være aggressiv og tilsvinende, også over for dem, hun holder af. Hun har det ikke fra fremmede. Hendes egen mor siger ved et selskab til barnebarnet Dennis: »Jeg ved godt, din mor ligner en pornomodel«. Da Ninna sparker moren over benet for den grove bemærkning, fremturen moren: »Undskyld, en eks-pornomodel«.
I en af de mange konfrontationsscener med sønnen Dennis råber han, at hun er en taber, og at han skammer sig over hende. Sådan forløber tre fjerdedel af historien med den ene scene efter den anden, hvor Ninna skændes med folk, og folk tilsviner hinanden. Der er også en del scener, hvor hun ligger grædende på badeværelsesgulvet, enten hjemme hos sig selv i sin lille betonlejlighed eller nede på moderens plejehjem. Hvad der skal være komikken i dialogen eller fortællingen er ikke til at få øje på trods pletvise sexistiske og racistiske jokes.
Hovedrolleindehaveren er majet ud på bedste vis, som man gør, når man rigtigt vil gøre grin med socialklasse fem i provinsen. Den står på bizarre parykker, alt for lange negle, latextøj og havenisser, en evig smøg i kæften. Men den slags campede klicheer gør ingen komedie, det er højst at trampe på en gruppe mennesker, der i forvejen ofte står for skud, når eliten skal more sig. Det er alt for billige point.
Det er instruktør Fabian Wullenweber og hans partner Susanne Jùhazs, der sammen står for ‘Ninna’. Jùhasz har skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen. Filmen er indspillet i deres eget lokalområde Præstø, og tanken bag og projektet er sympatisk, men udførelsen er mislykkedes. Det er selvfølgelig nemt for en anmelder at rive ned, hvad filmfolkene har brugt flere år på at skabe, og det skal man være varsom med. Men jeg kan desværre ikke pege på en eneste ting, der fungerer. Manuskriptets utroværdige dialog får skuespillerne til at fremstå som amatører, selvom der er mange prominente navne iblandt. Dem, der klarer sig bedst, er birolleskuespillerne Kristian Halken og Rikke Louise Andersson, hvis karakterer er så små, at de kan gøre dem realistiske – og sønnen i form af Rex Leonard, der som en af de eneste karakterer har et helt normalt udseende.
For de andre skuespillere er stoffet for usammenhængende og karikeret til, at de kan få det til at virke troværdigt. Teknisk og cinematografisk hæver det sig heller ikke over, hvad man som minimum kan forvente af en spillefilm, der har fået udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut. ‘Ninna’ er socialklasse fem-udgaven af ‘Nynne’, og der er desværre ikke noget at grine af.
Kort sagt:
‘Ninna’ vil gerne være en sjov komedie fra Udkantsdanmark, hvor pølsedamen Ninna flipper ud, da sønnen Dennis vil flytte hjemmefra. Det, der skulle være sjove scener fra livet i provinsen, bliver en trist fortælling, der udstiller folk, der kommer fra dysfunktionelle forhold. Der er intet at grine af.
Læs også: Den danske skuespiller og model Rex Leonard: »Det kunne være sjovt at spille nogle hårde typer«