Det forgangne år på HBO Nordic har budt på mange timers alsidig underholdning, og nu har den populære streamingtjeneste gjort status over vores serievaner og samlet en liste over de 10 mest streamede serier fra det herrens år 2019.
Førstepladsen går – ikke overraskende – til det verdensomspændende fænomen ’Game of Thrones’, hvis sidste sæson udkom tilbage i foråret.
Andenpladsen går til den autentiske og foruroligende miniserie ’Chernobyl’, der blev en forbløffende stor succes, mens ’The Handmaid’s Tale’, som udkom med sin tredje sæson i år, åbenbart stadig har godt fat i seerne.
Det lader også til, at abonnenterne har taget godt imod HBO’s stærke bud på en ungdomsserie, ’Euphoria’, der sniger sig ind på en ottendeplads.
Streamingtjenestens nye store satsninger ’Watchmen’ og ’His Dark Materials’ optræder overraskende nok ikke på listen. Det skyldes dog nok primært, at de begge udkom i sidste halvdel af 2019. Men at ‘Succession’ ikke optræder på listen, er der ingen gode undskyldninger for!
Ved de nyligt offentliggjorte Golden Globe-nomineringer var HBO også fint repræsenteret med i alt 26 nomineringer, heriblandt med bedste dramaserie til ’Big Little Lies’ og bedste miniserie til ’Chernobyl’.
De 10 mest sete serier på HBO Nordic i 2019:
1. ’Game of Thrones’
2. ’Chernobyl’
3. ’The Handmaid’s Tale’
4. ’Vikings’
5. ’Big Little Lies’
6. ’True Detective’
7. ’The Act’
8. ’Euphoria’
9. ’Beforeigners’
10. ’Billions’