‘Holiday’-instruktør hyret til M. Night Shyamalan-serie

‘Holiday’-instruktør hyret til M. Night Shyamalan-serie
'Servant'.

Isabella Eklöf vandt både en Robert og en Bodil for sin debutfilm ‘Holiday’ med Victoria Carmen Sonne, og nu har USA allerede fået øjnene op for hende.

Den svenske instruktør, der bor i Danmark og er uddannet fra Den Danske Filmskole, er nemlig blevet hyret som instruktør på anden sæson af ‘Den sjette sans’-instruktør M. Night Shyamalans Apple-serie ‘Servant’.

Shyamalan skriver i et tweet, at han har brugt tre år på at finde »fantastiske internationale historiefortællere«. Og valget faldt på Eklöf, Julia Ducournau, der står bag den forrygende horrorfilm ‘Raw’, og schweiziske Lisa Brühlmann, hvis ‘Blue My Mind’ åbenbart også har gjort stort indtryk på instruktøren.

‘Servant’ handler om et ægtepar, der har mistet deres barn, og som hyrer en barnepige til at tage sig af den livagtige dukke-erstatning, som moren har fået som led af sin terapeutiske rekreation.

På overfladen kan man tænke, at thrillerserien ligger et stykke fra Eklöfs film om en ung pige i et gangstermiljø på den tyrkiske solkyst, men så skal man tænke på, at Eklöf også skrev manuskriptet til Ali Abbasis overnaturlige horrorfilm ‘Grænse’.

Det vides endnu ikke, hvornår sæson 2 af ‘Servant’ får premiere på Apple+, men Shyamalan har tweetet, at de første to afsnit nu er i kassen med Ducournau som instruktør.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af