Godt nyt til ‘Killing Eve’-fans: Alle tiders mest fashionable og dødsensfarlige kvindelige seriemorder Villanelle fortsætter jagten på efterforskeren Eve med det fantastiske hår i ikke bare en, men to sæsoner mere.
Det fortalte præsidenten for netværket AMC, Sarah Bennet til The Hollywood Reporter kort efter nytår:
»Hvordan kan vi have andet end massiv tiltro til ‘Killing Eve’? Serien har vundet flot i samtlige store prisuddelinger og er det hurtigst voksende show på amerikansk tv i seks år«, udtalte Bennet forud for gårsdagens Golden Globes – hvor ‘Killing Eve’ dog blev slået af ‘Succession’ som bedste dramaserie.
‘Killing Eve’ blev i sin tid skabt af ‘Fleabag’s Phoebe Waller-Bridge, og seriens første sæson fra 2018 var en syleskarp åbenbaring i serieland der satte en fed streg under, at rent kvindedrevne, kvindeskrevne og kvindeinstruerede krimier kan mere end matche deres maskuline modstykker i den tidligere mandsdominerede genre.
I anden sæson gav Waller-Bridge tøjlerne videre til kollegaen Emerald Fennell (der spøjst nok spiller Camilla Parker Bowles i ‘The Crown’s tredje sæson), og det kunne mærkes navnlig på sæsonens ærgerligt cliffhanger-generiske finale (mere om den her) – hvorfor vi krydser fingre for, at sæson tres nye showrunner Suzanne Heathcot (‘Happy Valley’) vil stramme grebet om de løse ender.
‘Killing Eve’ sæson 3 lander til foråret, mens sæson 4 altså nu kan forventes i 2021. Det tager sin tid at dræbe hende Eve.