Cannes-festivalen har netop offentliggjort, at Spike Lee bliver jurypræsident for årets festival i maj. Dermed bliver han den første afroamerikaner – og, som Lee selv beskriver det, »den første person af den afrikanske diaspora« – til at indtage den ærefulde tjans på verdens mest prestigefulde filmfestival.
Lee følger i fodsporene på folk som Coen-brødrene, Steven Spielberg, Isabelle Huppert, Robert De Niro, Quentin Tarantino, Martin Scorsese og Ingrid Bergman, der alle tidligere har stået i spidsen for den jury, der vælger Guldpalmen og de øvrige priser ved festivalens slutning.
Spike Lee har et tæt forhold til festivalen, hvor hans debutfilm ‘She’s Gotta Have It’ vandt en pris i parallelprogrammet Director’s Fortnight i 1986, hans mesterværk ‘Do the Right Thing’ fik verdenspremiere i 1989, og hans seneste, ‘BlacKkKlansman’, vandt Grand Prix-prisen i 2018.
»I det liv, jeg har levet, har mine største velsignelser været, når de er ankommet uventet, når de kom ud af det blå. Da jeg blev ringet op og blev tilbudt muligheden for at være præsident for Cannes-juryen 2020, var jeg chokeret, glad, overrasket og stolt på samme tid«, skriver instruktøren i en officiel udtalelse.
Med den 62-årige instruktør ved roret skal der nok blive sat fut i den kommende Cannes-festival. Sidste års festival var en flot årgang med verdenspremierer på en lang række film, der nu markerer sig ved den forestående Oscar-uddeling, heriblandt ‘Once Upon a Time in Hollywood’, ‘Parasite’, ‘Smerte og ære’ og ‘Les Miserables’.