En af tidens hotteste unge skuespillere skal spille en af alle tiders mest legendariske musikere i en kommende film.
Timothée Chalamet, der blev et nærmest øjeblikkeligt ikon med ‘Call Me By Your Name’, er ifølge Deadline.com udset til rollen som den Nobelprisvindende Bob Dylan i en fortælling instrueret af James Mangold.
Chalamet skal, ikke overraskende, spille en ung udgave af sangeren i den periode i midten af 60’erne, hvor han vakte stor debat ved at skifte folkmusikken og den akustiske guitar og fik elektrisk med strømførende rock’n’roll. Arbejdstitlen er derfor også ‘Going Electric’. Om Chalamet – senere i år både aktuel i Greta Gerwigs ‘Little Women’ og Denis Villeneuves ‘Dune’ – selv skal synge Dylans sange, er ifølge Deadline.com endnu uvist.
James Mangold stod 2019 bag racerfilmen ‘Ford v Ferrari’ (på dansk Le Mans ’66), mens han tidligere har betrådt musikkens verden med ‘Walk the Line’ om Johnny Cash.
Bob Dylan er tidligere blevet skildret på film i Todd Haynes’ opfindsomme og poetiske ‘I’m Not There’, hvor seks forskellige skuespillere inkarnerede forskellige sider af ham, heriblandt Christian Bale, Cate Blanchett og Heath Ledger.