Hvis du er typen, som elsker at ødelægge en god krimi for dig selv ved allerede at havde regnet ud, hvem morderen er, efter første øjekast på hans hvide varevogn, så er Rian Johnsons nyeste tip lige noget for dig.
’Knives Out’-instruktøren afslører nemlig i et videointerview med Vanity Fair, hvordan man altid kan regne med Apple, når det kommer til at spolere en chokerende afsløring af »the bad guy«.
»Jeg ved virkelig ikke, om jeg burde sige det her eller ej«, fortæller Johnson smånervøst i interviewet. »Det kommer egentlig til at ramme mig selv på den næste mysteriefilm, jeg laver. Men fint nok. Jeg fortæller det alligevel«.
»Apple lader dig bruge iPhones i film, men – og det her er især vigtigt, hvis man ser en mysteriefilm – onde karakterer må ikke blive filmet med en iPhone i hånden. Og nu vil alle instruktører med bad guys i deres film slå mig ihjel«, fortæller Johnson grinende.
Man kunne måske tro, at Johnson mener det i spøg, men den er faktisk god nok.
Apple har, som mange andre store brands, udlagt regler for, hvordan deres produkter må optræde og blive anvendt, også i forbindelse med film og tv. I Apples officielle håndbog om brug af deres produkter står der, at deres brand ikke på må associeres med »falske eller dårlige handlinger«.
Det inkluderer morderiske karakterer, hvilket er et benspænd, Johnson og mange andre filmskabere må rette sig efter.
Du kan se Rian Johnson krympe sig over, hvorvidt han bør afsløre Apple eller ej, i interviewet med Vanity Fair omkring 02:50 inde.