Måske du tænker, at du har set denne her trailer før. Og det er sådan set også en ret reel mulighed, da den allerede i september blev rullet ud for første gang. Men hvis du ikke lige ligger inde med en omgang overlegne italiensk-skills, er der en mindst lige så reel mulighed for, at du ikke forstod så frygteligt meget mere end »bastardo!«.
Nu er traileren til ‘The Jesus Rolls’ endelig landet – uden fuldkommen vanvittig eftersynkronisering. Men den engelske tale gør heldigvis ikke forsmagen på den ventede ’The Big Lebowski’-spinoff mindre skrup-hamrende-skør.
Traileren giver et indblik i filmen, der følger den ikoniske bowling-casanova Jesus Quintana, der spilles af John Turturro (der ligeledes har skrevet og instrueret filmen), som kommer ud af fængsel og tager på kriminaliserede eventyr med Bobby Cannavale og Audrey Tautou.
Filmen kan foruden den øjensynligt ret så formidable trio bryste sig af en rolleliste, der tæller navne som Susan Sarandon, Christopher Walken, Pete Davidson og Jon Hamm.
’The Jesus Rolls’ får amerikansk premiere den 28. februar.