’One Cut of the Dead’: Japansk megahit er den mest interessante zombiefilm siden ‘Shaun of the Dead’
Bedst som man troede, at det var umuligt at tilføje den gennemtærskede zombiegenre noget nyt, begyndte rygterne at florere om en japansk lowbudgetfilm, der havde taget festivaler med bloddryppende storm og stående ovationer.
Nu kan den ses i Danmark – og ’One Cut of the Dead’ er da også intet mindre end fremragende.
Et filmhold er i gang med at lave en zombiefilm på en forladt fabrik i midten af ingenting lidt nord for Tokyo. Instruktøren Higurashi (Takayuki Hamatsu) flipper ud på den kvindelige hovedrolle Chinatsu (Yuzuki Akiyama), fordi hun, ifølge ham, ikke leverer en troværdig nok præstation.
Efter et raserianfald af episke proportioner stormer han ud og efterlader resten af holdet til at fordrive tiden, indtil primadonnaen engang vender tilbage. Skuespillerne Chinatsu og Ko (Kazuaki Nagaya) og makeup-artisten Nao (Harumi Shuhama) sludrer lidt, men det fremstår akavet og krampagtigt, grænsende til det pinligt ’The Room’-agtige.
Især da Nao viser de selvforsvarsbevægelser, hun har lært, begynder tæerne at krølle sig sammen og ansigtet at fortrække sig i den grimasse, hvor du ikke er helt sikker på om du skal grine eller blive dybt irriteret på den person, som har anbefalet dig det her makværk.
»POM!«, lyder det, når hun laver en lunge og strækker armene stift i op i luften. Lyden er vigtig og skal laves hver gang, fortæller hun, mens de to andre jubler over hendes færdigheder. En evne, der da også popper op flere gange i løbet af filmen, endda på tidspunkter, hvor det absolut ikke er forventet.
Idyllen bliver brudt, da de bliver angrebet af rigtige zombier, som én efter én sætter tænderne i det lille filmhold, mens Higurashi popper op i tide og utide og brøler »ACTION!«. Han elsker det, for nu får han endelig den følelsesmæssige indlevelse, han så desperat har hungret efter.
Der går fuld Monty Python i den, og alle spæner rundt i et virvar af blod og overspil. Sjældent har en film teaset så meget for, om en zombie pludselig genkender den, som den skal til at æde. Der er en stop-and-go-dans , derfortsætter i nærmest en evighed, og zombierne har i det hele taget nogle vældigt pudsige bevægelser. Fra at løbe det ene øjeblik kan en distance på tre meter pludselig tage 30 sekunder, samtidig med at kameraet zoomer heftigt ind og ud, som var det første gang, fotografen havde apparatet i hænderne.
Ret bemærkelsesværdigt er det hele fanget i et 37 minutter langt ubrudt take – deraf titlen. Hvad der sker i de resterende 59 minutter, skal ikke røbes. Det er her, gaven i at give filmen videre til de endnu uindviede, kommer til sin ret. For når man ser ’One Cut of the Dead’ med andre, får det gale og geniale værk sit andet liv.
Og pludselig giver det mening, hvorfor vi har skullet trækkes med denne brogede gruppe filmarbejdere, der går fra at være fuldstændigt fra forstanden til rædderligt talentløse. En helt anden verden åbenbares.
’One Cut of the Dead’ blev en kæmpesucces i Japan, hvor det beskedne budget på blot 25 tusinde dollars blev omsat til 28 (!) millioner dollars ved de japanske billetluger i 2018. Her jordede den amerikanske blockbusters som ’Ready Player One’ og ’Black Panther’ – og vidner om, at den kan noget kreativt, som har ræsonneret i en exceptionel grad hos publikum.
Instruktør og manuskriptforfatter Shin’ichirô Ueda har lavet den lille perle på blot otte dage som kulmination på et skuespil- og instruktørseminar hos Enbu Seminar, der også har produceret filmen.
At han har ladet sig inspirere lige kraftigt nok af Ryoichi Wadas skuespil ’Ghost in the Box’ skabte kontrovers i Japan, men resultatet er ikke desto mindre den mest interessante tilføjelse til zombie-genren, siden Edgar Wright og Simon Pegg satte standarden for det nye årtusinde med ’Shaun of the Dead’.
Og ’One Cut’ rummer mindst lige så meget varme og kærlighed til filmmediet som de to briters nyklassiker.
Kort sagt:
’One Cut of the Dead’ er gaven, du skænker din bedste filmnørdven. Gys er der ikke meget af, til gengæld er der så mange hysterisk sjove øjeblikke og jokes, der først rigtigt kommer til sin ret, når man er nået ud over det magiske 37 minutter lange one-take.
Læs også: Vores optakt til Copenhagen Asian Film Festival (CAFF)