Dansk dokumentar om overgrebskult vinder hovedprisen på CPH:DOX – se alle vinderne

Dansk dokumentar om overgrebskult vinder hovedprisen på CPH:DOX – se alle vinderne
'Songs of Repression'.

Den danske dokumentarfilm ’Songs of Repression’ løb fredag aften med hovedprisen på årets CPH:DOX, der siden 17. marts er blevet afholdt digitalt som følge af coronavirussen.

Filmen, der er instrueret af Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga, skildrer livet i den tyske koloni Villa Baviera ved foden af Andesbjergene i Chile. Langsomt åbenbarer filmen byens mørke kult-fortid som diktatorisk regime, anført af kultlederen Paul Schäfer, hvor børnemisbrug, tortur og medicinske eksperimenter var hverdagskost. En fortid, der i den grad kaster lange skygger ind i de tilbageværende beboeres tilværelse.

Det var en enstemmig jury, der pegede på ’Songs of Repression’ som vinder. »Filmen åbenbarer et univers af stor kontrast, hvor ofre lever side om side med historien og deres undertrykkeres efterkommere. […] Det er dokumentarfilmkunst af bedste skuffe«, lyder det blandt andet i jurymotivationen.

Der var også hæder til Jannik Splidsboels dokumentar ’Being Eriko’ om performancekunstneren Eriko Makimura, som vores anmelder beskrev som en fascinationsmagnet af kaliber. Filmen vandt hovedprisen i festivalens nordiske konkurrence.

Prisen for de særligt journalistiske film, den såkaldte FACT:AWARD, gik til tyske ’We Hold The Line’ om en gruppe filippinske journalisters kamp for demokrati og retfærdighed i landet, der undertrykkes af præsident Rodrigo Dutertes totalitære styre.

Se alle årets vindere herunder. Du kan fortsat se alle filmene online, da CPH:DOX har forlænget årets festival frem til 5. april. Find de over 140 dokumentarfilm af verdensklasse HER.

Vindere på CPH:DOX 2020

DOX:AWARD: 
Vinder: ‘Songs of Repression’ af Marianne Hougen-Moraga & Estephan Wagner (Danmark)

‍NEW:VISION: 
Vinder: ‘South’ af Morgan Quaintance (England)
Special Mention: ‘Mother’s Tongue’ af Wingyee Wu & Lap-See Lam (Sverige)

FACT:AWARD: ‍
Vinder: ‘We Hold the Line’ af Marc Wiese (Tyskland)
Special Mention: ‘The Social Dilemma’ af Jeff Orlowski (USA)‍

NORDIC:DOX: 
Vinder: ‘Being Eriko’ af Jannik Splidsboel (Danmark)
Special Mention: ‘Själö – Island of Souls’ af Lotta Petronella (Finland)

NEXT:WAVE: ‍
Vinder: ‘Mayor’ af David Osit (USA)
Special Mention: ‘Sisters with Transistors’ af Lisa Rovner (England)

POLITIKEN:DANISH:DOX AWARD: ‍
Vinder: ‘Songs of Repression’ af Marianne Hougen-Moraga & Estephan Wagner (Danmark)

EURIMAGES CO-PRODUCTION DEVELOPMENT AWARD: ‍
Vinder: ‘Hana Korea’ af Frederik Sølberg (Danmark)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af