’Being Eriko’: Vild performancekunstner er en fascinationsmagnet i ny dansk dokumentar
CPH:DOX. Eriko Makimura er klassisk uddannet koncertpianist og performancekunster. Grænsefladen mellem de to identiteter både bryder og flyder i danske Jannik Splidsboels portrætdokumentar ’Being Eriko’.
I fem år har Splidsboel fulgt i hælene på Eriko. Fra hendes hjemby Kobe i Japan til udfordrende performancekoncerter i København. På tour i Polen og på visit i Berlin, hvor hun har gået på kunstskole. Selv fortæller hun, at da hun var 29 år, 11 måneder og tre uger gammel, tog springet fra klassisk pianist til performancekunstner med hud og hår. Fra veldresseret og regelret til grænsesøgende og vild.
Nu bokser Eriko atonalt på klaveret med baseballhandske og bolde, spiller klassiske stykker med metalkæder på flygelets strenge og vrider sig i umulige stillinger på klaverbænken imens. Øjnene er blodskudte og fingrene indbundet i plaster. Der er blod, sved og mange års tårer i hver en tone, fornemmer man.
For Eriko er kunstnerisk frembringelse og personlig identitet tilsyneladende ét fedt. I det lys synes det indlysende, at netop Jannik Splidsboel portrætterer hende. I ’How Are You’ (2011) fulgte han således kunstnerduoen Elmgreen og Dragset, mens den hårde virkelighed for LGBT-ungdom i Amerikas bibelbælte var omdrejningspunktet i ’Misfits’ (2015).
Bag kameraet veksler Henrik Ipsen mellem nærbilledets intime grotesker og gennemkomponerede tableauer. Et stilistisk valg, der ekkoer Erikos eget identitetsarbejde. Lige så decideret ubehageligt det er at se Eriko tvinge, tvinge, tvinge sin krop, arme og hænder til at spille liggende fra en umulig position på klaverbænken, lige så visuelt tilfredsstilende er det at iagttage hende og forældrene indtage en fin middag på en restaurant hævet højt over Kobe.
Filmens overraskende, emotionelle kerne findes i venskabsbåndet mellem Eriko og hendes danske ven, performancekunstneren Ramona Macho. De to græder, ryger, griner, drikker, går tur i dyrehaven og dyrker nærheden i venskabet. Ramona er på plads blandt tilskuerne, når Eriko optræder. Med et stort smil og kærlige øjne.
Desto tydeligere er den følelsesmæssige distance mellem Eriko og forældrene hjemme i Japan. Opvæksten her var præget af disciplin og kontrol, forstås. Da moren på et tidspunkt i filmen beskriver forholdet til datteren som ’fan’ mere end noget andet, er Erikos trang til at bryde op og finde sig selv krystalklar. I en ny identitet som performancekunstner og med en ny ’familie’ i den tætte relation til Ramona.
Uden tidligere kendskab til Eriko Makimura – hverken som klassisk pianist eller performancekunstner – lirker Jannik Splidsboel med ’Being Eriko’ en hemmelig æske lidt, men ikke helt op. Filmen er bedst og mest ærlig i den rørende relation mellem Eriko og Ramona, mens det er sværere at komme ind under huden på kunstneren Eriko eller familien Makimura med alt det usagte og ubehagelige hængende i luften som et ubesvaret spørgsmålstegn.
Kort sagt:
I Eriko Makimura (og hendes tro væbner Ramona Macho) har den danske dokumentarist Jannik Splidsboel fundet en fascinationsmagnet, du aldrig keder dig i selskab med, men heller ikke kommer helt ind på livet af.