Nicole Kidman har travlt i disse år.
Udover at have medproduceret Susanne Biers HBO-serie ’The Undoing’, hvor Kidman også har hovedrollen, spiller stjernen også med i og har produceret Amazon Primes kommende serie ‘The Expatriates’ og Hulus serie ‘Nine Perfect Strangers’ over for Melissa McCarthy.
Og nu kan den 52-årige skuespiller tilføje et nyt Amazon-projekt til cv’et, nemlig den kommende thrillerserie ’Pretty Things’.
The Hollywood Reporter skriver, at Kidman og den Emmy-vindende instruktør Reed Morano – den bærende instruktør på ’The Handmaid’s Tale’ – begge er med om bord på den nye serie, der er baseret på bogen af samme navn (som endnu ikke er udgivet) skrevet af krimiforfatteren Janelle Brown.
Brown skal selv stå bag adaptionen af ’Pretty Things’, der handler om to kvinder med ar på sjælen, som hvirvles ind i et farligt net af løgne og bedrageri af en ukendt svindler, der er ude efter hævn.
Det vides endnu ikke, hvornår produktionen til ‘Pretty Things’ går i gang, da Brown først skal udgive bogen, der før coronakrisen var sat til at udkomme i slutningen af april.