Adam Sandler og basket.
To ting, der qua Safdie-brødrenes mesterlige ‘Uncut Gems’ og basketdokumentaren ‘The Last Dance’ om Michael Jordan og The Bulls har spundet anmelderguld og seerbegejstring for Netflix i år.
Og nu er der godt nyt, hvis du allerede har abstinenser efter mere fra begge lejre. Sådan da.
Ifølge Variety er Adam Sandler (hvis lukrative millionkontrakt med Netflix blev forlænget i vinter) nemlig klar til at kaste sig over basketkomedien ‘Hustle’, så snart Hollywood-hjulene atter drejer post-corona.
‘Hustle’, hvis præmis synes at være løst baseret på Kevin Bacon-filmen ‘The Air Up There’ fra 1994, handler om en falleret talent-scout, der desperat leder efter en ny, NBA-værdig basketstjerne.
Sandler spiller selvsagt hovedrollen, ligesom han også producerer filmen – og for alle dem (okay, os), der måtte få nervøse ticks ved udsigten til en Sandler/Netflix-komedie af ‘The Ridiculous 6’-typen, kan det kanske berolige nerverne en smule, at skuespilleren selv har peget på instruktøren Jeremiah Zagar, der stod bag 2018’s geniale indiefilm ‘We The Animals’ (som vi i sin tid sendte fulde seks stjerner efter).
Den nuværende situation taget i betragtning skal vi dog nok ikke forvente, at ‘Hustle’ får premiere på Netflix før tidligst i 2021.