Fire krigsveteraner vender tilbage til Vietnam for at finde efterladenskaberne af deres femte blodbror og leder (Chadwick Boseman) – alias »the best damn soldier that ever lived« – samt den skat, han skulle have gravet ned.
Således lyder plottet til Spike Lees imødesete nye Netflix-film, ’Da 5 Bloods’, der nu har fået sin første stemningsfulde trailer. I traileren møder vi de fire krigsveteraner spillet af de to Spike Lee-darlings Delroy Lindo og Isiah Whitlock Jr. samt Clarke Peters (‘The Wire’) og musicalskuespiller Norm Lewis, der går til opgaven med krum hals – akkompagneret af stærke, stilfulde skud af en karismatisk Chadwick Boseman i 60/70’ernes Vietnam.
’Da 5 Bloods’ er Spike Lees første spillefilm siden den Oscar-nominerede ’BlacKkKlansman’ fra 2018. Lee har desuden tidligere samarbejdet med Netflix i tv-serie-rebootet af hans debutfilm, ’She’s Gotta Have It’, der kørte af to sæsoner på streamingtjenesten.
’Da 5 Bloods’ får premiere på Netflix den 12. juni.