»’Hannibal’ lander på Netflix til juni: Er ’Hannibal’ sæson fire på vej?« lød spørgsmålet fra Mads Mikkelsens officielle Instagram-konto forleden, hvilket naturligvis satte forhåbningerne om en genoplivelse af serien om det kannibalistiske mastermind i vejret.
Siden ’Hannibal’ efter tre sæsoner pludseligt blev lagt i graven i 2015 grundet lave seertal, har der hersket håb om, at seriens skaber, Bryan Fuller, ville genoplive showet på Netflix. Fuller selv har da også tidligere afsløret, at han ønskede en fortsættelse til sit hjertebarn – hvis ikke med en fjerde sæson, så eventuelt som biograffilm eller miniserie, der ville kunne sætte et værdigt punktum for historien om Hannibal Lecter og FBI-agenten Will Graham.
»Vi er alle vrede. Vi er pissed. Det er galskab,« lød det fra Mads Mikkelsen til Express (via Indie Wire), da ’Hannibal’ i 2015 fik kniven. »Og sæson fire var faktisk den, som vi troede, vi med sikkerhed ville få. Sæson to og tre lå lige på kanten. Vi vidste ikke, om ’Hannibal’ blev fornyet. Men da vi kom til sæson fire troede vi, det var sikkert. Vi blev meget overraskede over beslutningen«.
De tre første sæsoner af ’Hannibal’ indtager Netflix den 5. juni, hvorefter vi forhåbentlig bliver klogere på, om de får selskab af en fjerde sæson – efter alt at dømme kunne den meget vel have været i støbeskeen lige siden aflysningen i 2015.