Elon Musk har muligvis fundet et hemmeligt våben til at komme oven på den mindre krise, han og selskabet Tesla – efter et lidt for friskt tweet – havnede i forrige uge. Og hvis nogen skal kunne redde Musks dalende popularitet, må det da være Tom Cruise, der ikke er bleg for at kaste sig ud i umulige missioner.
Efter sigende har Cruise nemlig udset sig et nyt projekt, der involverer et samarbejde med Musks selskab SpaceX og NASA, og hvor missionen er at lave verdens første spillefilm i rummet, skriver Deadline.
Ingen produktionsselskaber er endnu tilknyttet projektet, som ifølge Deadline bliver et ’action-adventure’-drama, der, trods den vilde præmis, ikke kommer til at være del af ’Mission: Impossible’-franchisen.
Crusie har endnu ikke kommenteret nyheden, men en spillefilm i rummet bliver sikkert ikke noget problem for skuespilleren, der i løbet af sin karriere har klaret alt fra at bestige Burj Khalifa-skyskraberen i Dubai til at optage nervepirrende halo-jump sekvenser for kunstens skyld.
Musk har tidligere været tilknyttet filmprojekter, blandt andet som executive producer på den Oscar-nominerede ’Thank You for Smoking’ og dokumentarkortfilmen ’Mars: Inside SpaceX’.