‘Little Fires Everywhere’: Reese Witherspoon & co. råber om kap i bestseller-serie
Det starter og slutter med et palæ af et forstadshus i flammer. Året er 1997 i Shaker Heights, Ohio, hvor der er regler for, hvor højt man må lade sin græsplæne vokse.
Nabolagets dronning Elena Richardson betragter sit hjem brænde. Men hvem har sat ild til det? Den oprørske datter Izzy, der ulig sine tre perfekte søskende ikke passer ind i familiens beigefarvede harmoni? Eller den mystiske tilflytter Mia Warren, hvis liv Elena har vendt op og ned på i forsøg på at lege hvid frelser?
For at få svaret skal man sidde igennem otte højdramatiske afsnit af Liz Tigelaars serieadaptation Celeste Ngs bestsellerroman ‘Little Fires Everywhere’ fra 2018. Selvom kvaliteten langt fra er i top, er miniserien både spændende og seværdig, ikke mindst på grund af stjernerne Reese Witherspoon og Kerry Washington som de to væsensforskellige mødre til teenagebørn, Elena og Mia.
Fortællingen begynder, da Mia (Washington) og datteren Pearl ankommer til det hypermondæne Shaker Heights, hvor de lejer en lejlighed af Elena (Witherspoon). Hun forklarer, at lejen er lav, fordi det vigtigste er, at nogen nyder den. Helst nogle fattige minoriteter, der kan pudse hendes glorie som velgører, fornemmer man.
Men da Mia ikke falder på knæ for sin velmenende hvide udlejer, bliver Elena besat af at finde skeletter i skabet hos den på alle måder ikke forstadstypiske kunstfotograf. Samtidig åbner hun sin privilegerede favn for Pearl, der stik modsat sin mor forelsker sig i Richardson-husets bløde sofaer og fyldte køleskab. En forelskelse, der gengældes på hver deres måde af de jævnaldrende Richardson-børn.
Som Witherspoons tidligere succesprojekt som executive producer ‘Big Little Lies’ er ‘Little Fires Everywhere’ også baseret på en roman om kvinders relationer og foregår i et poleret overklassemiljø. Men hvor ‘Big Little Lies’ var lige så visuelt behagende, som dens fortælling var foruroligende, er der langt mindre stil over ‘Little Fires Everywhere’.
Hvor Ngs roman udfoldede sine karakterer som perfekte mysterier med metronomisk fortælleoverlegenhed, brænder dramaet i serien på højeste blus i otte stive timer. Witherspoons præstation leder tankerne tilbage mod fordums Tracy Flick i ‘Election’, men ‘Little Fires Everywhere’ er så humorforladt, at karakterernes selvhøjtidelighed i længden bliver en stor mundfuld.
Udover den mildest talt anspændte relation mellem Mia og Elena har serien en forældreskabsretssag til at sætte moderskabstematikken på spidsen. Bebe Chow, en ung kinesisk immigrant, som Mia arbejder sammen med, har mistet sin baby. Elenas velstående hvide veninde Linda (Rosemarie DeWitt) har lige adopteret en. Jeg vil ikke afsløre alt for meget af plottet, men da en fødselsdagsfest bliver skrigende afbrudt med ordene »Hun er min datter«, går realismen helt af fløjten.
Generelt er det lidt svært at tro på, at Mia overhovedet vælger at leje af Elena, som hun tydeligvis hader, fra første gang hun bifalder hendes profession som kunstfotograf med de udødelige ord: »Jeg elsker kunst«. Da hun tager job som hushjælp i Richardson-hjemmet for at holde øje med Pearl, er det endnu sværere at sluge.
Det er pudsigt, for alle de ting, der virker urealistiske i serien, kommer fra romanforlægget, som mestendels er behandlet med stor respekt. Forfatteren Celeste Ng har ovenikøbet selv været inde over udviklingen. Med Washingtons meget rå inkarnation af Mia Warren er den beundring og mystik, som skaber en næsten eventyrlig aura omkring romankarakteren, vasket væk. Når det ligefrem er nødvendigt i seriens slutning for Mia at forklare datteren, at Elena hader hende, viser det måske meget godt, at man har overformuleret de to kvinders konflikt.
I romanen var Mia og Pearls hudfarve ikke specificeret. Men at caste Kerry Washington og Lexi Underwood som de alternative tilflyttere er et konstruktivt forsøg på at aktualisere 1997-fortællingen med nogle til tider anakronistiske, men meget relevante pointer om race. Det kan dog ikke redde serien fra at drukne i det konstante melodrama, hårde reklamepauseklip og karakterer, der råber om kap.
Kort sagt:
Underholdningsværdien er i orden, men serieadaptationen af romanens nøje vævede relationsdrama fortaber sig i sin egen ildebrand af drama og fremstår i sidste ende skinger som en sæbeopera.