’A Beautiful Day in the Neighborhood’: Tom Hanks frembringer våde øjenkroge i film om amerikansk tv-ikon

’A Beautiful Day in the Neighborhood’: Tom Hanks frembringer våde øjenkroge i film om amerikansk tv-ikon
Tom Hanks i 'A Beautiful Day in the Neighborhood'.

Den hedengangne amerikanske filmkritiker Roger Ebert kaldte filmmediet for en empati-maskine. Det er en smuk tanke, som jeg er tilbøjelig til at give ham ret i, og sjældent har jeg været vidne til en så velsmurt maskine som Marielle Hellers biografiske ’A Beautiful Day in the Neighborhood’, der endelig kan ses herhjemme.

Filmen fik en del Oscar-buzz tidligere på året, men alligevel måtte vi undvære den i de danske biografer. Dette på trods af, at Tom Hanks med rette fik en nominering for sit portræt at den højt elskede tv-vært Fred Rogers.

Grunden skal nok findes i danskernes manglende kendskab til værten med det hjertevarme gemyt, der gjorde stort indtryk på generationer af amerikanske børn, når han i programmet ’Mister Rogers’ Neighborhood’ hjalp de mindste med at forstå deres følelser. Herunder også svære emner som død og sorg.

Men bare rolig! Jeg er her for at slå fast, at filmen i høj grad kan nydes uden særligt kendskab til det amerikanske fænomen. Det er nemlig lykkedes Marielle Heller, som tidligere har brilleret med den moderne ungdomsklassiker ’The Diary of a Teenage Girl’ og ’Can You Ever Forgive Me?’, at skabe et værk, der udover at hylde det elskede nationalikon, også har noget på hjerte – også selvom det noget er set tusind gange før.

Filmen, der er baseret på en virkelig Esquire-artikel af Tom Junod, kredser om den pessimistiske journalist Lloyd Vogel (Matthew Rhys), som er berømt og berygtet for sine afslørende portrætartikler. Han hyres mod sin vilje til at lave et helteportræt af Fred Rogers. Vogel går til opgaven med det formål at finde ridserne i lakken, hvilket viser sig at være lettere sagt end gjort.

Efterhånden som han kommer tættere ind på Rogers, kommer Rogers også tættere på ham. Det er nemlig ikke kun hos børn, at han evner at gøre indtryk. Mødet med den empatiske og livsglade interviewperson sætter nemlig gang i tankerne hos journalisten, som langsomt begynder at tage sit eget liv op til revision, heriblandt forholdet til sin fraværende og alkoholiserede far, spillet overbevisende af Chris Cooper.

Tom Hanks og Matthew Rhys i ‘A Beautiful Day in the Neighborhood’.

Der skal således ikke herske tvivl om, at det er Vogels udvikling fra kynisk til følsom mand, der er filmens kerne. Og man skal altså ikke forvente en warts-and-all-beretning om Fred Rogers liv og legeme. Vi hører eksempelvis intet om hans ensomme barndom, som eftersigende dannede grobund for hans forkærlighed for hånddukker og fantasivenner. Her gør man klogere i at søge mod dokumentaren ’Won’t You Be My Neighbor?’.

Vi har i stedet at gøre med en klassisk Hollywood-fortælling af den sentimentale slags. Filmens følsomme elementer er dog smagfuldt behandlet på en sådan måde, at de aldrig kammer over og bliver kvalmende. Denne anmelder tog endda sig selv i flere gange at have fugtige øjenkroge.

Især én scene, hvor Hanks med et kort blik bryder den fjerde væg og på minimalistisk vis tvinger seeren til at tage stilling til sin egen opvækst og tilværelse, hænger stadig i kroppen mange timer efter. I det øjeblik blev jeg – ligesom Vogel – hypnotiseret af Rogers positive livsfilosofi.

For selvom den bærende hovedperson spilles udmærket af ’ The Americans’-skuespilleren Matthew Rhys, så er det Hanks, der med sit rolige og sympatiske væsen, stjæler filmen. Hanks bryster sig med rette af titlen som Hollywoods rareste mand, og ligesom det var tilfældet med Fred Rogers, så tror jeg, journalister skal lede længe for at finde noget snavs på ham. Netop derfor fungerer hans rørende portrættering upåklageligt, og man stiller på intet tidspunkt spørgsmålstegn ved karakterens oprigtighed.

Selve fortællingen præsenteres som en lang episode af ’Mister Rogers’ Neighborhood’, og instruktør Marielle Heller iscenesætter den lette historie på detaljerig og opfindsom vis. Især brugen af miniature-modeller i filmens overgange er særdeles charmerende og vidner om en stor kærlighed til Rogers’ tv-program. Derudover bliver der også plads til en række arkivoptagelser, hvor Hanks – på ægte ’Forrest Gump’-manér – optræder i gamle tv-indslag, blandt andet overfor en ung Oprah Winfrey.

At se ’A Beautiful Day in the Neighborhood’ giver en følelsen af at blive pakket ind i et tæppe af tryghed og varme. Det lyder banalt, og det er det nok også. Men det er trods alt en følelse kun de færreste film formår at frembringe på så elegant og delikat vis, som det gøres her.


Kort sagt:
’A Beautiful Day in the Neighborhood’ trykker på en masse forslidte knapper, men Tom Hanks’ tilstedeværelse og en elegant eksekveret instruktion hæver filmen over gennemsnittet.

’A Beautiful Day in the Neighborhood’. Film. Instruktør: Marielle Heller. Medvirkende: Matthew Rhys, Tom Hanks, Chris Cooper, Susan Kelechi Watson, Maryann Plunkett m.fl. Spilletid: 109 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af