’Richard Jewell’: Stjernecast har en fremragende kemi i Clint Eastwoods tragiske helteportræt
Den fremskredne alder har bestemt ikke gjort Clint Eastwood mindre produktiv. I det seneste årti har den efterhånden 90-årige instruktør og skuespiller været inde i en stime af film, der alle har det til fælles, at de er baseret på virkelige personer og hændelser. Nyeste skud på stammen (og hans 38. film som instruktør) griber fat i en tematik, som ofte har fyldt i Clintens projekter: En heroisk mand og hans eftermæle.
’Richard Jewell’ er navnet på sikkerhedsvagten, der i 1996 opdagede en ensom rygsæk med rørbombe i Centennial Olympic Park i Atlanta. Bomben nåede at springe, men havde Jewell ikke fået advaret publikum til aftenens koncert i arenaen, havde dødstallet uden tvivl været betydeligt højere. Derfor blev han også efterfølgende hyldet i medierne for sit heltemod.
Dét billede vendte dog pludselig på en tallerken, da selvsamme medier få dage efter kunne afsløre, at FBI faktisk havde Jewell som deres hovedmistænkte i sagen om bombeattentatet. Han passede nemlig særdeles godt ind i en »lone bomber«-profil for frustrerede, hvide mænd, der tyer til kriminalitet for at iscenesætte sig selv som helte.
I sin nye film skildrer Eastwood med vanligt kompetent og tilbageholdt stil, hvordan Richard Jewells tilværelse ændrer sig på dramatisk og uretfærdig vis. Ligesom i instruktørens ‘Miraklet på Hudsonfloden’ fra 2016 bekymrer hovedpersonen sig selvfølgelig over, hvordan hans heltegerning vil blive husket i fremtiden. Skurkerollerne er i den forbindelse delt mellem de manipulerende FBI-efterforskere og den glubske presse – personificeret af FBI-agenten Tom Shaw (Jon Hamm) og journalisten Kathy Scruggs (Olivia Wilde).
Skildringen af sidstnævnte har mødt kritik fra avisen The Atlanta Journal-Constitution, hvor virkelighedens Kathy Scruggs arbejdede. I en scene mere end antydes det nemlig, at hun har sex med Shaw til gengæld for information om den igangværende, hemmeligholdte efterforskning af Richard Jewell. Det er en kreativ fortolkning af virkelighedens historie i Billy Rays manuskript, for der er ikke evidens for, at det faktiske skete.
I det hele taget fremstår portrættet af Scruggs ikke bare uflatterende, men også påfaldende karikeret. Karakteren har ikke specielt meget skærmtid og får derfor ikke mulighed for at udvise andet end en hensynsløs trang til at få en dramatisk historie på forsiden – altså lige indtil hun til slut gennemgår en meget forhastet og letkøbt personlig udvikling. Med andre ord er hun ikke mere end sin funktion i plottet. Det hjælper ikke, at Olivia Wilde tilmed leverer en overspillet præstation, der stikker ud fra resten af universet.
Til gengæld er der en fremragende kemi mellem de tre personer, som filmen hellere vil have os til at holde med. Karakterskuespilleren Paul Walter Hauser (’I, Tonya’, ’BlacKkKlansman’) indtager karrierens hidtil mest prominente rolle som den misforståede sikkerhedsvagt, der får støtte af sin mor Bobbi (Kathy Bates) og advokaten Watson Bryant (Sam Rockwell).
I betragtning af den alvorlige historie opstår der en overraskende morsom dynamik i den brogede trios selskab. Det skyldes især, at Richard, til advokatens store frustration, er virkelig dårlig til at fremstå uskyldig. Han bliver ved med at sige ting, der lyder inkriminerende, og selvfølgelig har han fyldt sit værelse op med en imponerende stor samling skydevåben.
»Stop med at være en dørmåtte!« siger Rockwells karakter til sin klient, der i en blanding af apati og autoritetstro åbner døren for de udspekulerede FBI-folk, som skal rømme hans og morens lejlighed. Igen og igen søger han som et lille barn agenterne og resten af omverdenens anerkendelse med sætningen »jeg er også law enforcement« i stedet for at lade advokaten føre ordet.
Den småynkelige og naive, men godhjertede Jewell-karakter er interessant, fordi han er en så ambivalent og tragisk heltefigur. I et afgørende øjeblik optræder han tappert og rigtigt, men både før og efter den skæbnesvangre hændelse er han mest af alt en uduelig og grinagtig klovn. Og grundet mediernes intensive dækning af den fejlagtige mistanke bliver tiden som nationalhelt smerteligt kort.
Kort sagt:
Clint Eastwoods 38. film skildrer på både dramatisk og overraskende morsom vis, hvordan sikkerhedsvagten Richard Jewell gik fra nationalhelt til hovedmistænkt i forbindelse med et bombeattentat i Atlanta i 1996.