’Miraklet på Hudsonfloden’: Clint Eastwoods nye film tramper rundt i tunge flashbacks
40 års erfaring. 208 sekunder til at tage den rette beslutning. 155 overlevende.
Det var de tal, der cirkulerede, da nyheden om en spektakulær nødlanding af et US Airways-passagerfly gik verden rundt 15. januar 2009. Det lykkedes den pensionsmodne pilot Chesley ’Sully’ Sullenberger at redde alle passagererne om bord på sit fly ved at lande lige midt i Hudson-floden i New York.
Et vaskeægte mirakel blev det kaldt. »Det her er noget af det bedste, der er sket for New York i flere år – og så oven i købet med et fly involveret«, som Sullys ven udtrykker det i filmen. I turbulente tider med finanskrise, krig og terror var der endelig en god nyhed at klamre sig til, og USA havde fået en klassisk helteskikkelse med i købet.
Begivenhederne var som selvskrevet til en filmatisering, og det er ikke overraskende, at en af Hollywoods mest fremtrædende patrioter og heltebesynger tog opgaven på sig. Men mens den ferme Clint Eastwood har excelleret i den vemodige western ’Unforgiven’, familiedramaet ’Mystic River’ og selvtægtfilmen ’Gran Torino’, har hans biografiske fortællinger en tendens til at kamme over i sentimental fædrelandskærlighed og hårde budskabskanter som i ’American Sniper’s ikonisering af en morder og den mærkværdigt solidariske ’J. Edgar’.
Modsat snigskytten og FBI-direktøren er søde, gamle, hvidhårede Sully mere entydigt en sympatisk mand. Men er han også interessant?
Eastwood starter med at kaste alle forventninger overbord, når det første, vi ser, er Sullys (Hanks) fly, der styrter ned og brænder op. Vi bringes øjeblikkeligt ind i mareridtet om beskyldningerne mod en helt frem for i historien om tilblivelsen af én. Efter den indledende hyldest må Sully stå ansigt til ansigt med en Havarikommission, der nødigt vil have et flystyrt stående på deres cv. De er overbeviste om, at det er Sullys fejl, og at han kunne have nået tilbage til LaGuardia i stedet for at lande på floden. De planter idéen solidt i ham. Og én selv. De moralske spekulationer er indbydende.
Sullys hoved runger af bebrejdende stemmer, flysimulationer og billedskønne mareridt i Eastwoods gråtonede og blådisede New York, mens pressen og kvindelige fans hungrer efter hans svar. Selv leder han efter dem i sin fortid som jagerpilot og i den skæbnesvangre vinterdag – flashbacks, der får filmens indre logik til at briste. Tiden som jagerpilot virker i sidste ende ubetydelig, og flashbacket til det ellers neglebidende intense flystyrt trækker spændingen ud af den ellers lovende fortælling.
Tallene gentages, mareridtet gennemleves – igen og igen – og den underbrugte hustru (Linney) får et kald hvert kvarter.
Et lyspunkt er Tom Hanks’ introverte og lavmælte Sully, der bliver et paparazzijaget helteikon. Som altid leverer den erfarne skuespiller en autoritær og effektivt undertrykt præstation, der gør enhver tryg ved tanken om Tom Hanks i cockpittet.
Til slut slipper man heller ikke denne gang for Clintens følelsesladede anerkendelse af amerikanske helteskikkelser. Det kunne dog have være meget værre.
Kort sagt:
Tom Hanks’ Sully er blændende autoritær, og Eastwood tager et velkomment skridt væk fra det fuldblodspatriotiske, men spændingen falder efterhånden til jorden i ’Miraklet på Hudsonfloden’ om piloten og problemerne ved den famøse nødlanding i New York.