Der er et nyt producer-dream team på blokken. Jordan Peele (’Us’, ’Get Out’) og Issa Rae (’Insecure’) har slået sig sammen for at producere en ny genrefilm med titlen ’Sinkhole’.
’Sinkhole’ er baseret på en novelle skrevet af Leyna Krow, som Universal efter sigende har måttet smide et syvcifret dollar-beløb efter for at få rettighederne til efter en budkrig med 10 andre selskaber.
Historien handler om en ung familie, der flytter ind i deres drømmehus. Huset viser sig at have et sinkhole (et jordfaldshul) i baghaven, der har den egenskab, at det kan reparere ting – måske endda også mennesker – der er i stykker.
Det lyder ret magisk, og måske næsten en kende uhyggeligt. Men som man næsten kan fornemme (og forvente, når Jordan Peele er indblandet), er det formentlig snarere historien, der ligger imellem linjerne af det regulære plot, der bliver allermest interessant. Flere medier beskriver projektet som en kommentar på kvindelig perfektion og identitet samt menneskelige forhold set gennem et kvindeligt perspektiv.
Mens vi venter på ’Sinkhole’, kan vi desuden se frem til Jordan Peeles ’Candyman’-reboot samt ikke mindst HBO-horrorserien ’Lovecraft Country’, som Peele har produceret i samarbejde med J.J. Abrams, der får premiere på HBO Nordic den 17. august.