»Jeg elskede ‘Never Have I Ever’ fra første øjeblik«, skrev vores anmelder i sin vurdering af Mindy Kalings Netflix-serie, kvitterede med fem stjerner og opsummerede:
»Mindy Kaling har skabt en sjov, rørende og personlig coming-of-age-perle, der under sin finurlige overflade fortæller begavet om sorg og kulturel splittelse«.
Netflix har tilsyneladende også været begejstrede for serien om 15-årige indisk-amerikanske Devi, der gerne vil have taget sin mødom, helst fra skolens mest populære fyr, og samtidig kæmper med tabet af sin far.
Nu er ‘Never Have I Ever’ nemlig forlænget med en sæson 2, der får 10 nye afsnit. Det virker sandsynligt, at premieren bliver næste år.
Mindy Kaling er executive producer på serien, hvis showrunner er Lang Fisher.