Nikolaj Coster-Waldau gik næsten med på vrede fans’ krav om en omskrivning af sidste sæson ’Game of Thrones’

Nikolaj Coster-Waldau gik næsten med på vrede fans’ krav om en omskrivning af sidste sæson ’Game of Thrones’
Nikolaj Coster-Waldau i 'Game of Thrones'

Der er næppe nogen serier i nyere tid, der har vakt et ramaskrig i tilnærmelsesvist samme størrelsesorden, som ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’. Sæsonen var, ifølge mange hardcore fans, så katastrofal, at de forlangte at få den omskrevet.

Nu fortæller Nikolaj Coster-Waldau, at han selv overvejede at tilslutte sig bevægelsen:

»Jeg hørte om det. Jeg var orienteret om en underskriftsindsamling for en ny slutning, hvilket jeg synes var hylende morsomt. Jeg skrev næsten under«, afslører han i et interview med Variety.

’Game of Thrones’-stjernen forklarer uddybende, at det er svært at lave en slutning, der gør alle tilfredse.

»Jeg tror, at alle havde deres egen holdning (til slutningen red.). Jeg finder fan-verdenen meget spændende. Alle ønskede sig noget specifikt og forskelligt fra det, de fik«, siger han og tilføjer, at de mange fans nok i virkeligheden var mest kede af, at serien stoppede.

»Man levede med den her serie i otte sæsoner. Der er stadig et massivt fællesskab dedikeret til ‘Game of Thrones’. Jeg tror, der var en reel frygt for, at den (serien red.) skulle forsvinde. Det var nødt til at slutte«, konkluderer Coster-Waldau.

Over 1.8 millioner har skrevet under på underskriftingsamlingens hjemmeside, der stadig får daglige underskrifter et år efter den store finale. På hjemmesiden lyder det: »David Benioff og D.B. Weiss har bevist, at de er sørgeligt dårlige manuskriptforfattere, når de ikke har kildemateriale (bøgerne red.) at falde tilbage på. Serien fortjener en sjette sæson, som giver mening«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af