Odense International Film Festival bød traditionen tro på endnu et år med massevis af kortfilm fra både etablerede og lovende instruktører. Nu er sæsonens bedste kåret.
Bulgarske Hristo Simenov løb med hovedprisen for kortfilmen ‘Nina’ om den 13-årige lommetyv Nina, der stjæler for at klare de barske betingelser i storbyen lige indtil, at hun en dag bliver fanget og må forholde sig til sine kriminelle tilbøjeligheder.
Herhjemme vandt Katrine Brocks prisen for Bedste Danske Kortfilm med den klaustrofobiske ‘Uden at blinke’, hvori den nyligt udskrevne psykiatripatient Johanne inviterer sin datter med i Tivoli. Hvad der skulle være en harmonisk genforening udvikler sig dog til et kvælende mareridt, da forlystelsesparken opildner gruopvækkende sider af Johannes psykiske sygdom.
Brocks’ film vandt i et stærkt felt foran blandt andre Jesper Qvistgaards ‘Bonaparte’ og Assa Rytters ‘Manifest’, som begge vandt andre priser ved festivalen.
Signe Barvild Stæhr vandt talentprisen og 15.000 kroner for den performative dokumentarfilm ‘Barnepigerne’. I filmen rekonstruerer Stæhr tabet af sin mor i 5-årsalderen og den tumultariske opvækst til følge sammen med datidens nærværende barnepiger.
Katrine Brocks’ ‘Uden at blinke’ går videre til Oscars nomineringsudvalg, og vi krydser fingre for, at den går hele vejen. Samtidig er filmen en ud af fem nominerede til næste års Robert-pris for bedste kortfilm. De fire andre kandidater tæller ‘Bleed’, ‘Hvor træerne blokerer for lyset’, ‘Kaldet’ og ‘Pinkies begravelse’.
Se alle årets vindere:
Grand Prix – HCA Award: ‘Nina’ af Hristo Simeonov
OFF Storyteller Award: ‘On the Boat’ af Baizak Mamataliev
OFF Artist Award: ‘Wade’ af Upamanyu Bhattacharyya & Kalp Sanghvi
OFF: Short Film Candidate for the European Film Awards 2020: ‘Nina’ af Hristo Simeonov
Best Danish Short Film: ‘Uden at blinke’ af Katrine Brocks
FilmFyn Talent Award: ‘Barnepigerne’ af Signe Barvild Stæhr
Børge Ring Award: ‘Orgiastic Hyper-Plastic’ af Paul Bush
Animation Talent Award: ‘Totem’ af Katrine Glenhammer
Best Short Documentary: ‘Mama Rosa’ af Dejan Barac
The Soapbox Award: ‘Everything for Riana’ af Mihai Dragolea
Youth Award: ‘Manifest’ af Assa Rytter
Fyens Stiftstidende Audience Award: ‘Bonaparte’ af Jesper Quistgaard
Pitch Me Baby Main Prize: ‘Splittet’ af Jahfar Muataz
Pitch Me Baby Special Mention: ‘Kvalt’ af Amalie Maria